Myndighederne nedskalerer testkapaciteten fra 200.000 til 140.000 daglige PCR-test, oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed. Nedskaleringen sker, fordi der den seneste uge i gennemsnit er blevet taget under 100.000 PCR-test om dagen.
Myndighederne indfører derudover en trappemodel, der gradvist kan nedskalere testkapaciteten. Trappemodellen betyder eksempelvis, at når der i en periode i gennemsnit er blevet taget færre end 60.000 PCR-test, vil testkapaciteten blive nedjusteret til 100.000 daglige PCR-test.
- Vi er inde i en udvikling med et faldende behov for coronatest, og den nye model gør det nemmere at vide, hvornår der skrues ned for PCR-kapaciteten. Lige nu går vi heldigvis forventeligt mod lysere tider, men vi holder øje med udviklingen i epidemien, især frem mod efteråret og vinteren, siger direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Johns.
Regeringen har tidligere besluttet, at alle hurtigtestcentre lukker 6. marts. Den testkapacitet, der er i sundhedsvæsnet, forbliver uændret. Det er den, der bruges til at teste indlagte og ansatte.
Muligt at opskalere til efteråret
Mandag skriver Sundhedsministeriet desuden i en pressemeddelelse, at den Faglige Referencegruppe for covid-19 har rådgivet regeringen om det danske testberedskab. Mødet fandt sted 1. februar.
Gruppen har rådet regeringen til at udfase hurtigtest, men også sagt, at der fortsat er gode argumenter for at sørge for, at borgerne har adgang til selvtest.
Desuden råder gruppen til, at både PCR-test og selvtest kan nedskaleres hen over foråret og sommeren, men at der skal være mulighed for at kunne opskalere hurtigt i løbet af efteråret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.