
Fødevareminister Mogens Jensen (S) trækker sig fra sin post, oplyser han til DR.
- Det er min klare vurdering, at jeg ikke længere har den fornødne opbakning blandt Folketingets partier, og derfor har jeg i dag meddelt statsministeren, at jeg ønsker at udtræde af regeringen, siger Mogens Jensen til DR.
Han har i mere end en uge været under voksende pres for sin håndtering af den manglende lovhjemmel for regeringens beslutning om at aflive alle mink. En redegørelse i dag blotlægger forløbet.
- Det står helt klart, at der er begået fejl i mit ministerium, og det tager jeg ansvar for, siger Mogens Jensen, som der for "føler at han er nødt til indgive sin afskedsbegæring".
"Klogt", skriver SF's formand Pia Olsen Dyhr. "Der var ingen anden vej frem. Det har jeg også meddelt statsministeren tidligere i dag", skriver hun.
Også Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund kalder Mogens Jensens afgang "en fornuftig og klog beslutning af ham".
Konkret viden afgørende
- Vi har haft alvorlige bekymringer om hele sagen. Ikke mindst fordi han sad alvorlige sundhedsbekymringer overhørig og ikke oplyste Folketinget, siger Peder Hvelplund. Han siger også, at Enhedslisten fortsat har tillid til statsminister Mette Frederiksen (S).
- Der er ikke noget bevis for, at statsministeren vidste, at der ikke var tilstrækkelig lovhjemmel, da man traf beslutningen, siger Peder Hvelplund. Han siger, at "hvis man skal drages til ansvar for sådan en beslutning, så skal man have en konkret viden" om at der ikke var et lovgrundlag på plads.
Den snart forhenværende minister Mogens Jensen fortæller på Facebook, at "nu vil jeg hellige mig min kæreste, familie og venner. Men jeg vender stærkt tilbage og glæder mig til at tage hul på arbejdet i folketingsgruppen", skriver han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.