MIDTJYLLAND: Kropsvisitering 41 gange i løbet af halvandet år på en retspsykiatrisk afdeling i Viborg, takseres af Højesteret som 'nedværdigende behandling' og i strid med Menneskerettighedskonventionen. Region Midtjylland skal betale 25.000 kr. i godtgørelse til manden, det gik ud over, samt sagens omkostninger på 93.375 kr., fremgår det af dommen, der omstøder en frifindelse af regionen i både byret og landsret.
Manden var indlagt fra august 2013 til februar 2015 som følge af en behandlingsstraf. Når han kom tilbage fra uledsagede udgange eller havde haft ikke-overvågede besøg, blev han flere gange kropsvisiteret. Han har selv nægtet at have indvilget i kropsvisiteringerne, hvor han blandt andet skulle tage alt sit tøj af og enten bukke sig forover, så ballerne blev spredt, eller sætte sig på hug og hoste.
Det vurderer Højesteret som i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der fastslår, at 'ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf'.
Region Midtjylland har under sagen sagt, at personalets beslutninger om kropsvisitationer var i orden. De beroede på en konkret vurdering i forhold til den indlagte mand.
'I vurderingen indgik hans fortid med trusler, bombetrusler, trusler om at nakkeskyde folk, tidligere stofmisbrug, hans konkrete adfærd i afdelingen, hvor han var fjendtlig, i opposition, ikke ville samarbejde, var udadreagerende, havde smidt med ting og prøvet at ramme afdelingssygeplejerske (navn fjernet, red.) i armen med en kuglepen', hedder det i dommen.
Men Højesteret mener ikke, at regionen foretog de nødvendige vurderinger af, om patienten under besøg eller udgang havde fået fingre i medikamenter, rusmidler eller farlige genstande. Heller ikke ud fra et præventivt hensyn ville kropsvisiteringerne være i orden, påpeger Højesterret.
Ritzau
Se dommene fra Retten i Viborg, Vestre Landsret og Højesteret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.