

HOVEDSTADEN: Øget tilsyn med den enkelte psykiatriske patients medicinforbrug og stuegang med kliniske farmakologer, som skal vurdere patientens samlede medicinforbrug. Flere dialogmøder, mere direkte patientfeedback og en visionskonference. Større inddragelse af centercheferne i overordnede beslutninger og mere ledelseskraft i psykiatri-direktionen.
Det er ifølge regionen nogle af de anbefalinger, som tre separate rapporter nu kommer med for at styrke Region Hovedstadens Psykiatri. Rapporterne blev bestilt af Region Hovedstaden oven på sommerens afsløring af flere tilfælde af overmedicinering i psykiatrien med udspring i Psykiatrisk Center Glostrup.
Arly Eskildsen (SF), formand for Psykiatriudvalget, er tilfreds med den kritiske gennemgang:
- En tættere overvågning af den enkelte psykiatriske patients medicinering er helt afgørende for at kunne forebygge sager om overmedicinering i fremtiden. Derfor er jeg især tilfreds med, at regionen arbejder på at have et sådant system klar i begyndelsen af 2013 og vil dele sine erfaringer med de øvrige regioner. Ifølge afrapporteringerne er Region Hovedstadens Psykiatri fuldt ud indstillet på at genopbygge tilliden til vores patienter og pårørende, så lad dette være startskuddet til et fokuseret arbejde på at omsætte vores politiske visioner i det daglige arbejde.
Katja Kayser er koncerndirektør med ansvar for psykiatri og har haft formandskabet for to af de tre afrapporteringer:
- Rapporterne gennemlyser alt lige fra medicinforbruget i den antipsykotiske behandling, kommunikationsvejene i psykiatrien samt styrker og begrænsninger i ledelsen af Region Hovedstadens Psykiatri. Rapporterne beskriver, at vi allerede sat mange rigtige ting i gang siden i sommer, men tegner også et konstruktivt billede af, hvor vi bør sætte yderligere ind, hvis vi skal omsætte politikernes vision om at sætte patienten i centrum til virkelighed. Der skal sættes en del nye skibe i søen, vurderer hun.
Psykiatriudvalget vil som led i anbefalingerne blandt andet også modtage halvårlige afrapporteringer for, hvordan det på konkrete målepunkter går med at implementere de politiske visioner om bl.a. mere sammenhængende behandlingsforløb og mindre tvang i psykiatrien.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.