NORDJYLLAND: Medarbejderne på bostedet Visborggaard i Hadsund, hvor en social- og sundhedsassistent i forrige uge blev forsøgt kvalt af en beboer, frygter af overfaldsmanden vender tilbage torsdag efter udskrivelse fra retspsykiatrisk afdeling. Flere af dem frygter for deres liv og vil nedlægge arbejdet med henvisning til konfliktreglernes 'liv, ære og velfærd'-klausul, oplyser formand for FOA Mariagerfjord Kenn Andreasen.
- Hvis overfaldsmanden vender tilbage til bostedet, vil personalet gå hjem. Og hvis han allerede er tilbage, før de møder ind, vil de ikke dukke op, siger Kenn Andreasen til Fagbladet FOA.
Personalet har af bostedets ledelse fået at vide, at der vil blive koblet to personer på beboeren i døgnets 24 timer, og at han flyttes til en anden stue, som er mere tilgængelig. Hvem de tilkoblede personer bliver, er ikke oplyst, men formand for FOA Mariagerfjord Kenn Andreasen fortæller, at der har været snak om at sætte vikarer fra et vikarbureau ind.
- Men så er det jo bare vikarernes liv, der bliver sat på spil, siger han.
Bostedet fik i sidste uge et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, og tirsdag var Arbejdstilsynet på besøg igen. Kontorchef i Specialsektoren Region Nordjylland Martin Bjørn Jensen fortæller, at han ikke kan gå ind i den konkrete sag, men at de tager den alvorligt, og at de generelt altid følger Arbejdstilsynets anbefalinger.
- Vi arbejder for at finde den bedste løsning både over for borgeren og personalet. Ved tilspidsede sager er vi ekstra opmærksomme på, at løsningerne virker. Derfor starter vi altid op med ekstra sikkerhed med ekstra personale - også mere end det er pålagt os, siger Martin Bjørn Jensen.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.