HOVEDSTADEN / MIDTJYLLAND: Idéen er simpel: En app alarmerer folk i nærheden om et potentielt hjertestop, og så kan de vælge at løbe, køre eller på anden vis bringe den nærmeste hjertestarter til personen i nød.
Og det kan ofte betale sig. I omkring 40 pct. af tilfældene er der ankommet mindst én hjerteløber inden ambulancen, viser tal fra Region Hovedstadens Akutberedskab, som forskere har set nærmere på.
Fra 1. september 2017 til 1. september 2018 er i alt godt 1.500 hjerteløbere 'løbet' til 433 hjertestop i Region Hovedstaden, hvor hjerteløberordningen blev introduceret. Siden 16. oktober i år har Region Midtjylland også været en del af ordningen, og i alt 32.600 er tilmeldt som frivillige hjerteløbere.
- Det peger på, at den danske befolkning rigtig gerne vil hjælpe og træde til ved hjertestop uden for hospitalet. Det er helt fantastisk, siger læge og forsker Linn Andelius fra Region Hovedstadens Akutberedskab.
Akutberedskabet alarmerer cirka 20 hjerteløbere per hjertestop. Erfaringer fra Region Hovedstaden viser, at cirka halvdelen ser alarmen og reagerer på den.
- Vi ser, at systemet fungerer godt, hjerteløberne får deres alarmer, og de løber afsted, siger Linn Andelius.
Deres indsats kan være forskellen på liv og død for mange personer. Ifølge TrygFonden vil en person med hjertestop, der først får hjælp, når ambulancen ankommer, have tre pct. chance for at overleve, men hvis en person i nærheden - for eksempel en hjerteløber - yder førstehjælp, inden ambulancen ankommer, stiger chancen for at overleve ifølge fonden til 12 pct.
Læge og forsker Linn Andelius modtog lørdag i Chicago en pris for sit arbejde med at undersøge hjerteløberordningen, oplyser TrygFonden.
Ritzau / mk
Læs mere om hjerteløberordningen hos TrygFonden Hjertestarter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.