
Regeringen vil høvle massivt ned på folkeskolelovens mange mål. Og de færreste tror på, at det omdiskuterede krav om 45 minutters daglig bevægelse i skolen overlever.
Det blev søsat i skolereformen fra 2014 med et lovkrav om at integrere bevægelsen i den øvrige undervisning.
En undersøgelse fra Dansk Skoleidræt viste sidste år, at under halvdelen af landets folkeskoler opfylder kravet om de 45 minutter. Så mange lærere og elever græder måske tørre tårer, når doktrinen dør. Problemet er bare, at danske skolebørn stadig bevæger sig alt, alt for lidt.
Hver femte er overvægtig
Op mod hvert femte barn eller ung i Danmark er overvægtig.
Kun hvert fjerde barn mellem 11 og 15 år lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet. I 9. klasse er det kun 15 procent, viser Skolebørnsundersøgelsen 2022.
Derfor skal bevægelse og fysisk aktivitet fortsat være en fast integreret del af skoletiden. Det mener Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Diabetesforeningen.
- Vi forventer, at de 45 minutter fjernes. Men skoletiden er for mange børns vedkommende inaktiv. Det kan få alvorlige følger i form af overvægt, dårligere indlæring og generel mistrivsel, siger formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp.
Han mener, at det er nødvendigt at sikre, at fysisk aktivitet bliver en central del af skoledagen.
- Når vinden nu blæser i retning af mere frisættelse af folkeskolen, så vil vi godt være med til at ændre vindretningen lidt. Så det ikke bliver op til den enkelte skole at sikre to-tre gange så mange bevægelsestimer som nu. Til gavn for både indlæring og kampen mod folkesygdomme, siger DIF-formanden.
Fire nye bevægelsestimer
Konkret lyder forslaget på, at skolernes idrætsundervisning på nu to timer om ugen skal suppleres med hele fire bevægelsestimer.
Her skal børnene have pulsen op med højintens træning mindst tre gange om ugen.
Intensiv træning styrker knogle-, muskel- og hjertekredsløb, hvilket især er vigtigt i et samfund, hvor stadig flere slås med kronisk sygdom.
- Vi kæmper i Diabetesforeningen for, at flere skal få et længere og bedre liv. På sigt kan vi forebygge overvægt og type 2-diabetes og andre kroniske sygdomme. Derfor er en forebyggende indsats i skolen så vigtig, siger den administrerende direktør i Diabetesforeningen, Claus Richter.
Både han og DIF erkender, at skal det lykkes - bedre end med de 45 daglige minutter - så kræver det bedre faciliteter og en reform af læreruddannelsen, så bevægelse integreres mere i undervisningen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.