
En 42-årig mand er ved Retten i Randers onsdag blevet dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling i en sag om omfattende bedrageri. Det oplyser mandens advokat til Ritzau. Manden var ifølge anklageskriftet tiltalt for "uberettiget udøvelse af offentlig myndighed" og for forskellige former for bedrageri.
Manden har blandt andet formået at få viderestillet en lang række opkald til sig selv, hvor almindelige danskere troede, at de ringede til enten Psykiatrifonden eller Region Midtjyllands lægevagt.
Ifølge anklageskriftet blev 32 opkald til Psykiatrifonden viderestillet og 279 opkald til regionen - herunder en stor del til lægevagten.
Den 42-årige har blandt andet også udgivet sig for at være ansat i Region Hovedstaden og på den måde bestilt og fået leveret en bærbar computer fra Elgiganten, der kostede 21.500 kroner.
Han har også faktureret Københavns Kommune for en udgift på fem ambulancekørsler til en samlet værdi af 50.000 kroner. Det er sket igennem en virksomhed, han havde etableret på sin hjemadresse. Beløbet blev i retten dog korrigeret til 30.000 kroner, og manden blev frifundet i to ud af i alt otte tiltalepunkter fra anklageskriftet.
Der var fra anklagerens side nedlagt påstand om, at der fastsættes en længstetid for behandling på fem år. Den påstand fulgte retten.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.