dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Ditte Valente, Ritzau Scanpix

Ludo og Lego lærer demente sociale normer

Aalborg har succes med at undervise demente og hjerneskadede, fordi undervisningen øger deres sociale forståelse

AALBORG: Et kig i og diskussion af dagens avis, et spil ludo eller en Lego-samleopgave. Det er nogle af de aktiviteter, som Aalborg Kommune har succes med at undervise demente og hjerneskadede i, for det stimulerer de sociale og kognitive dele af hjernen, skriver DR Nordjylland.

Siden 2016 har kommunen haft en særlig form for undervisning til personer, der ud over at have hukommelses- og orienteringsproblemer, har svært ved at begå sig i sociale sammenhænge og aflæse normer og regler.

Evalueringen af forløbet hos Voksenskolen for Undervisning og Kommunikation (VUK) i Aalborg peger på, at undervisningen har været virkningsfuld. Efter 20 undervisningsgange var deltagerne blevet væsentligt bedre til at sidde stille og udføre individuelle opgaver, og de havde også bedre forståelse for andre i rummet.

Det var således ikke længere nødvendigt at kaste en ærtepose rundt mellem deltagerne for at markere, hvis tur det var til at tale. Deltagerne havde også bedre forståelse for deres egen sygdom, og efter to år med skiftende hold har det vist sig, at deltagerne har mangedoblet deres koncentrationsevne.

- I starten kunne de kun koncentrere sig et par minutter. Nu kan de koncentrere sig op til en time til halvanden. Derved får de også ro i kroppen og i hovedet, siger neuropædagog Helle Kousgaard til DR Nordjylland.

Ikke kun undervisning - også livskvalitet 
Forløbet skal kompensere for nogle af de sociale færdigheder, der er gået tabt, og give deltagerne mulighed for at leve et mere almindeligt liv sammen med andre. Udover sang indebærer undervisningen oplæsning og diskussion af artikler i dagens avis, et kig på dag og tid i kalenderen, små kognitive opgaver i Lego eller på en iPad og almindelige brætspil.

- Vi træner også almen viden, forklarer Helle Kousgaard, der også fremhæver, at undervisningen, som foregår en gang om ugen, giver de ramte noget at gå til, selvom de har svært ved at fungere socialt.

Når de i undervisningen bruger tid på at spille brætspil som Trivial Pursuit, Vildkatten eller ganske enkelt Ludo, er det også for at hjælpe de demente eller hjerneskadede til mere livskvalitet.

- Det er spil, som de kan spille sammen med deres børnebørn, og det gør, at de kan bevare noget af den funktion, de har derhjemme i familien, siger Helle Kousgaard til DR Nordjylland.

VUK i Aalborg vil derfor nu arbejde på at udbrede erfaringerne med undervisning til personer med demens i frontallappen til plejecentre og dagcentre andre steder i landet. Resultaterne, der vedrører demens i frontallappen samt den øvrige demensundervisning på VUK-Aalborg, valideres af University of Northampton i England i samarbejde med University College Nordjylland (UCN). Undersøgelsen tager et år og forventes af være færdig i august 2019.

eo

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/ludo-og-lego-laerer-demente-sociale-normer

GDPR