
AALBORG: Krumtappen i velfærdssamfundet kaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kommunerne, da han på KL's Kommunalpolitiske Topmøde overbragte den traditionelle regeringshilsen.
'En meddelelse af særlig karakter' havde KL-næstformand Martin Damm (V) til forsamlingens moro kaldt den under introduktionen, men statsministeren ville kun strække sig til at medgive, at der ville komme valg på et tidspunkt inden næste topmøde - som han også glædede sig til at deltage i.
Det var kort sagt med en undertone af uerklæret valgkamp, Lars Løkke Rasmussen udmalede den sundhedsreform, der for tiden er under forhandling, men endnu ikke klar til endelig præsentation. Statsministeren greb diskussionen om centralisering eller ej i luften og medgav, at der med en kommunal løsningsmodel for sundhedsopgaver vil blive brug for nationale standarder, og at det var en centralisering, han gerne ville stå på mål for.
Han nævnte som eksempel landets eneste partikelaccelerator til brug for især kræftræmte børn, som er placeret i Aarhus. Ét sted, sund fornuft, lød ræsonnementet. Et andet eksempel er at nogle kommuner har tre gange flere indlæggelser, der kunne være undgået, end andre kommuner har.
Ikke godt nok, lød dommen. Med tilføjelsen at en national standard ikke skal være en spændetrøje, men en bund. Et springbræt, sagde Lars Løkke Rasmussen, der også kunne love at sundhedsreformudspillets seks mia. kr. til de kommunale sundhedshuse ikke ville ende med at være et mindre beløb end det i den endelige aftale om reformen.
Et svar på KL-formandens budskab om 'send flere penge'. Et andet svar var en henvisning til forskellen på den nuværende regerings plus på 2,5 mia. kr. til kommunerne og den forriges minus på 3,5 mio. kr. En forskel som KL-formand Jacob Bundsgaaard i en replik regnede sammen til, at der så stadig er et minus på en mia. kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.