
AARHUS: De åbne legestuer på 10 plejehjem i Aarhus åbner dørene for første gang i denne uge, og en gang om ugen i minimum to timer skabes der samvær for alle. Projektet har fået 283.000 kr. fra Sundheds- og Ældreministeriet, og plejehjemmene har fået lidt legetøj, pusleudstyr, og i samarbejde med Musikskolen Laura er der koblet en rytmiklærer på.
- Det bliver en fantastisk mulighed for børn, forældre, bedsteforældre og beboere at få en aktivitet sammen. Det vil sprede glæde på tværs af generationer, siger initiativtager til projektet, Esra Alici Pedersen.
Hun fik ideen, søgte ministeriet om penge til projektet, og dernæst fik hun kontakt med 10 plejehjem i Aarhus Kommune, der var interesseret.
- Projektet skal åbne mere op på plejehjemmene og skabe glæde på tværs for alle. Det er helt frit. På min blog og i diverse Facebookgrupper giver folk udtryk for, at de gerne vil gøre noget godt for de ældre, og det her har givet rigtig god respons, fortæller Esra Alici Pedersen til dknyt.
Hun og projektet har penge til ca. et halvt års rytmik, men meningen er, at det skal køre videre derefter.
- Det skal holdes i gang, og måske kan man finde midler til rytmik, men i bund og grund handler det om at mødes på plejehjemmene og og være sammen og skabe glæde.
Den første legestue åbner 3. november kl. 10 på Plejehjemmet Tranbjerg:
- For beboerne betyder det rigtig meget og giver meget glæde. Vi har i forvejen samarbejde med lokal vuggestue og kommer der musik og rytmik, bliver det bare endnu bedre. Samtidig har vi fået babyudstyr, som minder beboerne om dengang, de selv havde små børn, siger Lone Hindborg, forstander Plejehjemmet Tranbjerg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.