Spildevandsovervågning af coronasmitte kan være indført i hele Danmark til efteråret, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et samråd i Folketingets Epidemiudvalg onsdag, skriver Berlingske. Folketinget skal sige ja til et lovforslag inden sommer, og så skal seruminstituttet lave et setup med spildevandsselskaberne.
Ministeren var indkaldt til samrådet for at redegøre for årsagen til, at spildevandsovervågning endnu ikke er taget i brug. Statens Serum Institut har ad flere omgange vurderet, at spildevandsmetoden bliver relevant, når smittetrykket er lavere og flere danskere er blevet vaccineret.
Spildevandstest er udbredt i en lang række lande, fordi det er en billig måde at overvåge smittetrykket på både på landsplan og helt ned på en enkelt bygning. Desuden udskilles virus med afføringen, inden smittede personer får symptomer eller eventuelt når at blive testet med en podepind i halsen eller næsen. Dermed er det muligt at få en tidligere advarsel om, hvor smitten befinder sig, og hvor meget smitte der er.
Danva er begejstret for meldingen og bemærker, at Danmark dermed følger EU-kommissionens anbefalinger om, at metoden skal være indført senest 1. oktober i de større byer i medlemslandene.
- Det er en dejlig nyhed. Vi har siden nedlukningen for et år siden arbejdet på at skabe interesse omkring metoden med smitteopsporing via spildevand. Men det er først nu her i forbindelse med genåbningen af samfundet, potentialet i metoden for alvor har vundet gehør, siger direktør i Danva Carl-Emil Larsen.
Ishøj godt i gang
Regeringens beslutning bygger på erfaringer fra bl.a. Hjørring, Hillerød og Hovedstaden med test af spildevandet der.
I Ishøj Kommune, der har kæmpet med et højt antal smittede borgere, har Ishøj Forsyning fulgt smitteopsporingen op i kloaksystemet, indtil man nåede frem til tre bebyggelser, hvorfra det meste RNA fra covid-19 stammede. På baggrund af den nye viden appellerede kommunens medarbejdere til beboerne i kvarteret om at lade sig humanteste. Københavns Kommune har med hjælp fra HOFOR også taget metoden i brug.
Målinger i spildevand kan sammen med humane tests bruges som beslutningsredskab til f.eks. at informere om en lokal opblussen af covid-19 og på længere sigt til overvågning af andre smitsomme sygdomme.
Kloakvand afspejler sygdomsbilledet i befolkningen, og RNA fra covid-19 kan måles i spildevand flere dage inden, symptomer bryder ud hos de smittede. Der arbejdes intenst for at udvikle metoder til også at kunne måle for mutationer.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.