Sundhedsstyrelsen kritiseres af en række af landets førende kræftlæger og af Kræftens Bekæmpelse for at negligere immunterapi, skriver Jyllands-Posten. Immunterapi er en kræftbehandling, der i fremtiden er udset til at redde mange kræftpatienters liv.
Men immunterapi er nemlig kun nævnt med få ord i det oplæg til en ny national kræftplan, som Sundhedsstyrelsen har lavet forud for efterårets politiske forhandlinger om fremtidens indsats på kræftområdet. Immunterapi har ellers mangedoblet overlevelsen hos patienter med udbredt modermærkekræft og snart vil det være klar til behandling af en lang række andre kræftformer.
- Immunterapien er nok den største landvinding inden for kræftbehandling. Når også de store patientgrupper inden for blandt andet tarm- og brystkræft i fremtiden skal behandles med dette, vil det være en trussel mod økonomien i det danske sundhedsvæsen. Alene af den grund mener jeg, at immunterapi skal skrives ind i en visionær ny kræftplan, siger Peter Sørensen, ledende overlæge på onkologisk afdeling på Odense Universitetshospital, som på sin afdeling administrerer en række forskellige former for kræftbehandling.
Også adm. direktør Leif Vestergaard fra Kræftens Bekæmpelse er forundret og efterlyser decideret et nationalt center for immunterapi, der kan samle viden, erfaring og forskning.
- Immunterapi er et af de områder i kræftbehandlingen, som vi har størst forhåbning til. Jeg er overrasket over, at der nationalt ikke er sket noget på det felt, siger han til Jyllands-Posten.
Behandling med immunterapi er meget dyr og koster gennemsnitlig 55.000 kr. per patient per måned. Derfor er der ifølge flere læger brug for at sætte en særlig pulje penge af til immunterapi.
Hos Sundhedsstyrelsen siger sektionsleder Kirsten Hansen i en skriftlig kommentar, at det faglige oplæg indeholder overordnede anbefalinger frem for en prioritering af specifikke behandlingsmetoder.
Ritzau
Fakta
Den nye kræftbehandling immunterapi er udset til i fremtiden at blive lige så vigtig som kemoterapi:
- Immunterapi er en behandlingsform, der udnytter kroppens eget immunforsvar til målrettet at bekæmpe kræftceller.
- Terapien betyder, at immunforsvarets evne til at genkende og angribe kræftceller bliver styrket. Samtidig svækkes kræftcellernes evne til at forsvare sig.
- Den nye type behandling kan ske på flere forskellige måder. En af dem er, at immunforsvaret angriber kræften ved at sætte sig på cellerne og lave huller i dem, så vand og ioner kan trænge ind. Det får de angrebne celler til at svulme op og eksplodere.
- De seneste år har der været et gennembrud i udviklingen af immunterapi, og det forventes, at det bliver en lige så vigtig behandlingsform som kemoterapi i løbet af den nærmeste fremtid.
- Immunterapi har mangedoblet overlevelsen hos patienter med udbredt modermærkekræft.
- Metoden bruges også som led i behandlingen af for eksempel lymfeknudekræft, leukæmi, lungekræft og nyrekræft. Desuden er der lovende udvikling af forskellige former for immunterapi af flere andre kræfttyper.
- Behandling med immunterapi er meget dyr og koster gennemsnitligt 55.000 kr. per patient per måned.
- Bivirkninger kan opstå, hvis behandlingen overaktiverer immunsystemet. Konsekvensen kan være, at også raske celler bliver ramt.
- Hos nogle patienter har behandlingen stort set ingen effekt.
Kilder: Jyllands-Posten, Kræftens Bekæmpelse, videnskab.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.