
På flere af de danske hospitaler er sygeplejerskemanglen så stor, at det betyder, at lægerne heller ikke kan udføre deres arbejde. Det gælder især for kirurger og bedøvelseslæger, skriver Dagbladet Information.
Det er ifølge ledende overlæge på Rigshospitalet og formand for Dansk Kirurgisk Selskab, Jens Hillingsø, ikke livstruende operationer, som ikke bliver udført, men der kan eksempelvis være tale om knæ- og hofteoperationer samt ikke-akut mavetarmkirurgi.
- Vi står med problemer på tværs af hele landet og i alle specialer, siger han til avisen.
Signe Harving, kirurg på afdeling for urinvejssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital, fortæller, at man her har måttet lukke 22 ud af 75 senge på grund af sygeplejemangel.
- Det værste er, at jeg må sidde nede i ambulatoriet og tage imod patienter, som jeg egentlig gerne ville operere, men det har jeg bare ikke mulighed for i øjeblikket, siger hun til avisen.
Ud over længere ventetid for patienterne fortæller flere af de læger, Information har talt med, at de må henvise langt flere patienter til at få udført operationen i det private.
"Skærer den gren over, vi sidder på"
Men det er ikke nogen holdbar løsning, da det private med den øgede aktivitet i stigende grad vil rekruttere personale fra det offentlige, mener Jens Hillingsø.
- Det vil yderligere skære den gren over, vi sidder på. Og så koster det jo offentlige midler, som ellers kunne være brugt på at styrke vores sundhedsvæsen, siger han.
Formændene for 14 kirurgiske områder advarede kort før jul om tilstandene på de danske operationsstuer i et åbent brev til regionerne. Her beskrev de, hvordan mange planlagte operationer var udskudt til "i hvert fald" efter sommerferien.
Årsagen er ifølge medunderskriverne flere års manglende kapacitet, puklen efter coronanedlukninger og strejke – og så den massive personalemangel på især sygeplejersker. Næstformand i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg fortæller, at antallet af sygeplejersker på intensiv i det offentlige sundhedsvæsen er faldet med 129 fra 2020 til 2021.
Blandt bedøvelsessygeplejerskerne er der i øjeblikket 110 ubesatte stillinger. Dertil kommer, at færre sygeplejersker efter strejken i sommer er villige til at tage ekstravagter. For "Det her viser bare, at effekterne af sygeplejemanglen spreder sig som ringe i vandet," siger Dorthe Boe Danbjørg.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.