HOVEDSTADEN: Flere praktiserende læger i hovedstadsområdet oplever, at de ikke kan få ambulancer og sygetransport til at hente mindre akutte patienter med adresse i naboregionen, hvis patienterne skal indlægges eller skal videre til undersøgelse. Det skriver P4 København, der har talt med flere læger, som fortæller, at ambulancer og andre sygetransporter ikke må krydse regionsgrænserne for at hente mindre akutte patienter.
- Jeg føler ikke, at jeg som læge med god samvittighed kan tage borgere fra Region Hovedstaden ind i min praksis, for jeg kan ikke garantere dem god service, siger Andreas Heltberg, der har praksis i Roskilde - tæt på regionsgrænsen - til DR P4 København. Han bliver bl.a. bakket op af patientforeningen Danske Patienter, som er bekymret over lægernes oplevelser.
Ifølge DR P4 København måtte en syg, ældre kvinde for nyligt tage en taxa for egen regning fra sin praktiserende læge i Roskilde, der hører under Region Sjælland, til et hospital i Region Hovedstaden. Det skete, fordi kvindens læge fik et nej, da lægen ville have en ambulance til at hente hende, selvom lægen vurderede, at kvinden skulle indlægges. Begrundelsen lød ifølge DR P4 København, at ambulancerne ikke må krydse regionsgrænsen for at hente mindre akutte patienter. Lægernes opråb får flere folketingspolitikere til at kritisere situationen, og hos Dansk Folkeparti vil formand for Folketingets sundheds - og ældreudvalg, Liselott Blixt, nu rejse sagen over for sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V).
thb
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.