MIDTJYLLAND: Seks uger. Så længe kan midtjyske kvinder risikere at vente på svar på prøver foretaget i forbindelse med det nationale screeningsprogram for livmoderhalskræft.
Sundhedsstyrelsen anbefaler ellers, at der højst går ti hverdage, før kvinder får svar på prøverne.
- Det har vi det rigtig skidt med. Vi vil rigtig gerne imødekomme, at vi kan svare på prøverne inden for de ti dage, som det anbefales, siger ledende bioanalytiker og medlem af afdelingsledelsen i patologi på Regionshospitalet Randers, Jette Krüger, til Radio4.
Alle prøver fra kvinder i hele Region Midtjylland bliver analyseret på Regionshospitalet Randers, og de seneste tre måneder har hospitalet ikke kunnet følge med, når prøverne skulle analyseres.
I august, september og oktober har lige over halvdelen af de screenede kvinder fået svar inden for ti hverdage. De resterende har ventet op mod seks uger.
Mangler bioanalytikere
Regionshospitalet Randers har 14 bioanalytikere ansat til at analysere prøverne, men orlov, barselsorlov og deltidssygemeldinger betyder, at der i øjeblikket kun er otte medarbejdere til at lave analyserne.
Og det er et problem af flere årsager, fortæller forskningsansvarlig læge på gynækologisk obstetrisk afdeling i Herning, Anne Hammer.
- Den enkelte kvinde kan synes, at det er forfærdeligt at gå i uvished i noget tid og vente på svar. Og hvis den kvinde har noget, i værste fald kræft, så ved vi, at tid har noget at sige. Så ultimativt kan behandling af den enkelte kvinde blive forsinket, siger Anne Hammer til Radio4.
Ifølge ledende bioanalytiker og en del af afdelingsledelsen i patologi på Regionshospitalet Randers, Jette Krüger, bliver problemet ikke løst her og nu ved at ansætte nye medarbejdere.
- Det er svært at få bioanalytikere lige nu, og vi har et oplæringsprogram på cirka to år, før vi slipper nye bioanalytikere løs til opgaven, da kvaliteten er altafgørende, siger Jette Krüger, som først forventer, at Region Midtjylland kan leve op til ti dages svartid i begyndelsen af næste år.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.