
Siden den voldsomme smittestigning omkring jul har strategien været at få smitten længst muligt ned, inden den smitsomme B117 tog over og forventedes at få tallet til at stige igen.
Umiddelbart ser strategien ud til at være lykkedes. Som det fremgår af kurven herover, er de daglige antal positive test faldet støt til et foreløbigt lavpunkt midt i februar, hvorefter det er steget en smule igen - men kun en smule - samtidig med at B117 nu er blevet den dominerende corona-variant.
Tallene på kurven viser antal positive prøver pr. prøvetagningsdato, derfor er tallet for i går lavt, da langt fra alle prøver var analyseret, da tallene blev indberettet i formiddag.
Ser man i stedet på antallet af nye testsvar, er der siden i går registreret 520 nye smittede personer. Det er lavere end de 574 i går og på niveau med, hvad tallene har ligget på den seneste uge.
Først i næste uge ventes tallene at vise, hvor meget den delvise genåbning af blandt andet butikker i mandags vil få tallene til at stige igen.
Færre indlagte
De 574 nye smittede siden i går er fundet blandt næsten 154.700 prøver. Det giver en smitteprocent på 0,34 - på niveau med den seneste uge.
Antallet af indlagte falder igen, nu til 217. "Kun" 30 er nu på intensiv, heraf 18 i respirator. 92 af de indlagte - næsten halvdelen - er indlagt i Region Hovedstaden, som også tegner sig for 19 af de 30 på intensiv.
Der er registreret fire nye dødsfald med corona.
Blandt kommunerne står det fortsat værst til i Ishøj, Kolding, Glostrup, Høje-Taastrup og Fredensborg, men alle stederne med svagt faldende smittetal.
I Odense bliver incidensen ved med at stige i Vollsmose til nu 973, og siden i går er der fundet 17 nye tilfælde i bydelen, skriver DR. Det trækker kommunen op som den 12. hårdest ramte kommune med en samlet incidens på 115.
25 kommuner er i dag under bekymringsgrænsen på incidens 20, heraf 13, som ikke var omfattet af den delvise genåbning af skoler i mandags.
5,0 pct. af befolkningen har nu fået ét vaccinestik, 3,2 pct. har fået begge og er dermed færdigvaccinerede.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.