Siden september 2013 har de danske patienter haft krav på at få stillet en diagnose inden for en måned. 65 pct. får stillet en diagnose inden for en måned, som loven giver krav på. Det viser en status over udredningsgarantien, som de Danske Regioner mandag har offentliggjort. Men det er langt fra godt nok, erkender formand Bent Hansen (S).
- Det er ikke nok, det er der ingen tvivl om. Vi skal op på mellem 95 og 100 pct, siger han.
Patienter, der bliver henvist fra deres egen læge til sygehuset med en mistanke om en alvorlig sygdom, har, siden udredningsgarantien trådte i kraft 1. september sidste år, haft krav på at få stillet en diagnose eller få lavet en plan for det videre udredningsforløb inden for en måned.
For første gang har regionerne mandag nu offentliggjort en status over udredningsgarantien. Der har været en del registreringsproblemer, og i visse tilfælde er patienter, der af faglige grunde ikke kunne få en diagnose hurtigt, blevet talt med. Desuden mener Bent Hansen, at en del af patienterne har valgt at vente lidt længere på en diagnose for at kunne blive behandlet på deres lokale hospital.
Alligevel mener han ikke, at regionerne har været gode nok til at omstille sig til lovens krav.
- I nogle sammenhænge har vi undervurderet, hvor meget det egentlig kræver. Vi har ikke været hurtige nok, siger han, men understreger, at hospitalerne generelt er pressede.
Særlig inden for urologi, sygdomme i urinvejene, neurologi, sygdomme i nervesystemet og ved visse gigtsygdomme mangler der eksperter, som kan tage sig af patienterne, fortæller Bent Hansen.
Inden for et år forventer formanden dog, at regionerne kan leve op til udredningsgarantien for stort set samtlige patienter.
1. januar i år fik patienter, der har en meget alvorlig sygdom, i forbindelse med loven om udredningsgarantien også krav på at få begyndt behandlingen inden for en måned. I 77 procent af tilfældene har regionerne levet op til kravet. Patienter med en mindre alvorlig sygdom har krav på behandling inden for to måneder. Det krav har regionerne levet op til i 62 pct. af tilfældene.
Patientret der brydes
Det er slet ikke godt nok, at kun 65 pct. af patienterne får stillet en diagnose inden for en måned, som loven giver dem ret til.
Det mener formand for Danske Patienter, Lars Engberg.
- Jeg synes virkelig, det er lidt fantastisk. Det er ikke en målsætning, det er en patientret, som står skrevet i loven. Så regionerne bryder loven hver eneste dag, siger han.
- Nu er der gået et år. Så det er jo ikke fordi, regionerne ikke har haft tid til at forberede sig. For det har de. Det var et stort skridt fremad, da regeringen indførte udredningsgarantien. Men det hjælper jo ikke noget, hvis regionerne ikke opfylder den, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.