
SYDDANMARK: Konkurrencerådet har besluttet, at Falck skal meldes til bagmandspolitiet for at have misbrugt sin dominerende stilling på ambulancemarkedet til at underminere konkurrenten Bios, der i 2014 vandt et ambulanceudbud i Region Syddanmark. Bios gik konkurs i sommeren 2016, og regionen overtog selv driften af sit ambulanceberedskab.
Bios mente sig fra starten udsat for ufine metoder fra Falcks side, og Konkurrencerådets afgørelse af sagen giver i vid udstrækning Bios medhold i beskyldningerne.
- Falcks strategi over for Bios bestod blandt andet af – i det skjulte - at formidle negative historier om Bios til presse og medarbejdere samt målrettet at påvirke de ambulancereddere, der overvejede job hos Bios. Strategien skulle forhindre, at redderne søgte til Bios. Samlet set gjorde Falcks adfærd det svært for Bios at rekruttere reddere, siger Konkurrencerådets formand Christian Schultz i en kommentar.
Han kalder Falcks adfærd 'udenfor almindelig konkurrence på ydelser' og derfor i strid med konkurrenceloven. Foruden beslutningen om politianmeldelse giver rådet derfor Falck påbud om at afstå fra lignende fremfærd i fremtiden, så sandsynligheden øges, for at andre aktører også ved fremtidige ambulanceudbud vil være interesseret i at byde.
Falck har tidligere undskyldt sin ageren i sagen, uden dog at mene, at der var tale om lovovertrædelser. Det er Konkurrencerådet dog ikke enig i, men Falck har anket rådets afgørelse til Konkurrenceankenævnet. Indtil ankesagen er afgjort, vil Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, det såkaldte bagmandspoliti, ikke foretage sig noget i anledning af Konkurrencerådets anmeldelse.
Falck har tidligere varslet, og gentager efter Konkurrencerådets afgørelse, at man om nødvendigt vil gå til domstolene, hvis ankesagen også går Falck imod. Årsagen hertil er blandt andet, at afgørelser imod Falck kan bruges i sagsanlæg mod Falck, og det er netop hvad Bios' hollandske ejer Bios-groep har tænkt sig:
- Jeg kan sige klart, at vi med dagens afgørelse selvfølgelig vil søge at blive kompenseret for det enorme tab, som Falcks helt uhørte adfærd har kostet vores virksomhed og den hollandske gruppe af aktionærer, siger koncernchef Stef Hesselink fra Bios-groep i en kommentar.
(Opdateret kl. 19.30 med reaktioner fra Falck og Bios-groep).
Læs Konkurrencerådets afgørelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.