
SJÆLLAND: Mangel på kvalificerede læger har fået Nykøbing F. Sygehus til at sætte et stop for galdeoperationer og akutte operationer. Det er sket efter at der i juni optrådte et mønster med flere komplikationer end forventet, oplyser Region Sjælland.
Sygehusledelsen dekreterede derfor en timeout for fortsatte operationer, så området kunne undersøges grundigt både internt og ved at inddrage en ekstern auditgruppe fra Odense Universitetshospital.
Undersøgelsen har ikke konstateret 'markante behandlingsbrist', men peger dog samtidig på 'et væsentligt forbedringspotentiale'. Problemerne henføres hovedsageligt til, at sygehuset i en årrække har haft svært ved at rekruttere læger i almindelighed og kirurger i særdeleshed, eksempelvis har det gennem fire år ikke være muligt at få en ledende overlæge, og der er også for få faste speciallæger.
- Udfordringerne med rekruttering har en selvforstærkende karakter, da vakante stillinger øger arbejdsbelastningen, reducerer fleksibiliteten, fører til aflysninger af operationer – særligt i forbindelse med personalets sygdom eller ferie – og svækker mulighederne for forskning og videreuddannelse, siger sundhedsdirektør Lars Onsberg Henriksen fra Region Sjælland.
Han understreger, at sygehusledelsen og Region Sjælland gennem alle årene nøje har fulgt kvaliteten på sygehusets kirurgiske afdeling, uden at der har kunnet konstateres nogen betydende forskel i forhold til dødelighed, kvalitetsmål eller antal re-operationer.
'Vi undskylder'
Undersøgelsen efter timeout'en har dog i forhold til galdekirurgi konstateret en overrepræsentation af komplikationer med en rate på det dobbelte af normalen - 1,0 pct. i stedet for 0,5 pct. der regnes for god faglig standard ved den type operationer.
- Det er ikke godt nok, og det undskylder vi meget over for de pågældende patienter, siger Lars Onsberg Henriksen.
For at afhjælpe manglerne igangsætter Region Sjælland nu dels et kompetenceudviklingsforløb for lægerne på Kirurgisk Afdeling på Nykøbing F. Sygehus, dels iværksættes et regionalt samarbejde mellem alle Region Sjællands kirurgiske afdelinger, altsammen for at sygehuset igen kan komme til at operere i fuldt omfang.
Galdekirurgi kommer ikke på tale, før det er sket et løft af afdelingens kompetencer, men andre operationer foretages fortsat, dog med en procedure, hvor der for alle akutte patienter konfereres med Køge og Slagelse for at afgøre, om den konkrete patient skal overflyttes til operation på et andet sygehus, oplyser Lars Onsberg Henriksen.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.