
Kommunale beredskaber til opsporing og håndtering af vold i nære relationer."
Sådan lyder et af de 26 initiativer i en ny handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, som ligestillingsminister Marie Bjerre (V) har offentliggjort.
Baggrunden er, at 82.000 kvinder og 43.000 mænd hvert år er udsat for fysisk, psykisk, seksuel og/eller økonomisk vold fra en partner eller ekspartner.
Gennemsnitligt bliver 12 kvinder og tre mænd hvert år dræbt af deres partner eller ekspartner. Mere end halvdelen (56 pct.) af de dræbte kvinder i perioden 1992-2016 blev slået ihjel af deres nuværende eller tidligere partner.
I finansloven blev der afsat 233,8 mio. kr. til årene 2023-2026 og derefter varigt 37,9 mio. om året til at sikre tidligere opsporing af volden og bedre hjælp til både ofrene, deres børn og voldsudøveren.
Opsporing hos gravide
De kommunale beredskaber går ud på, at kommunerne i højere grad skal træde systematisk og effektivt til, når der er vold i familier, og de skal være bedre til at opspore volden tidligt og sætte ind.
"Social- og Boligstyrelsen understøtter kommuner, der ønsker at udarbejde og implementere beredskaber, der giver klare rammer for, hvordan der skal arbejdes med forebyggelse og opsporing af vold, og hvilke handleveje medarbejdere og ledere skal følge ved mistanke eller viden om voldsproblematikker," står der i planen.
Et andet punkt er, at der skal udvikles et systematisk opsporingsredskab til de jordemødre, sundhedsplejersker og læger, som møder gravide og nybagte forældre. Der skal også laves en faglig anbefaling om opsporing af vold og indsatser, herunder i forhold til æresrelateret vold og negativ social kontrol.
Sundhedspersonale skal i det hele taget klædes bedre på til at genkende og håndtere sager, hvor gravide kvinder eller nybagte forældre er udsat for vold, herunder æresrelateret vold. Personalet skal have kendskab til, hvordan de håndterer situationen, uden at det går ud over kvindens sikkerhed.
Støtte til børn
Der vil desuden blive udbudt en pulje, hvor kommuner, private og frivillige organisationer kan søge om at etablere tilbud til børn, der oplever vold i familien.
Det vil også blive præciseret, at psykologbehandling efter serviceloven til børn, der har oplevet vold i hjemmet, kan sættes i værk med samtykke fra kun den ene forælder, uanset om der er fælles forældremyndighed.
Endelig vil der blive udviklet oplysningsmateriale til kommunerne om, hvordan man bedst støtter børn, hvis ene forælder har dræbt den anden forælder.
Find hele handlingsplanen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.