
Den historiske opbremsning i kommunernes forbrug i 2011 ser ud til at fortsætte i 2012. Under et har landets kommuner i forvejen budgetteret 2,6 mia. kr. under servicerammen for 2012. Og nu ser det ifølge Finansministeriets netop offentliggjorte finanslovsforslag ud til, at landets kommuner rent faktisk bruger færre penge, end de har lagt op til i deres budgetter. Det skriver dk-økonomi.
Ifølge Finansministeriets budgetoversigt indikerer de foreløbige regnskabsoplysninger for kommuner og regioner nemlig et relativt lavt niveau for serviceudgifter i de første seks måneder i 2012.
Et udsagn, det er svært at forstå anderledes, end at budgetterne meget vel kan blive overopfyldt, når ministeriet på grund af de foreløbige tals usikkerhed, vælger at holde fast på budgetterne, som den mere sikre angivelse af dette års forbrug.
- De foreløbige oplysninger bekræfter imidlertid indtrykket af, at kommuner og regioner i højere grad end tidligere holder sig inden for budgetterne, skriver Finansministeriet og minder samtidig om, at de samlede serviceudgifter for regioner og kommuner i 2011 lå otte mia. kr. under årets budget.
Største fald siden 1984
Budgetoversigten viser også, at mens statens forbrug voksede med 1,6 pct. i 2011, så skrumpede det samtidig med 2,6 pct. i kommuner og regioner. Faldet i forbruget var så stort, at man skal helt tilbage til 1984 for at finde et større fald.
Dagens finanslovsforslag bød heller ikke på nogen særlige tegn på, at det offentlige forbrug vil få plads til at stige det kommende år. Forventningen lyder på en vækst begrænset til 0,1 pct. for stat, regioner og kommuner under et.
Der er dermed et godt stykke vej til den vækst på 0,8 pct., som blev regeringen lagde op til i foråret. Det er dog stadig regeringens mål at nå det niveau, understregede finansminister Bjarne Corydon (S) på dagens pressemøde.
- Det er det niveau, der er målet frem mod 2020. Og vi vil senere komme med en redegørelse, der gør status på, hvor langt vi er i den proces, siger Bjarne Corydon.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.