KØBENHAVN: Flere kvinder med spiseforstyrrelse i Københavns Kommune har det seneste år risikeret at blive mere syge på grund af dårlig sagsbehandling. Det skriver TV 2 Lorry.
I Københavns Kommunes borgerrådgivers nyligt udkomne beretning for 2021, står det beskrevet, at seks kvinders ansøgning om hjælp resulterede i fejlfyldt og langsommelig sagsbehandling. Det bliver nu kritiseret skarpt af Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS).
- Det kan have meget alvorlige konsekvenser, hvis ikke kommunen står klar, efter at de her borgere kommer hjem fra indlæggelse i psykiatrien i regionen. Kvinderne taber sig igen og bliver meget hurtige dårlige. De kan tabe sig op til 10 kilo på en måned, og så bliver de genindlagt, siger Laila Winther, der er direktør i LMS til kanalen.
For sen hjælp
I en konkret sag fik en kvinde bevilget et botilbud, hvor der dog var ventetid til at få en plads. Kommunen sagde til kvinden, at hun ville få hjælp på en anden måde i mellemtiden. Det skete ikke, og hendes henvendelse blev behandlet som en helt ny ansøgning, som kommunen har seks uger til at behandle. Derudover var der ventetid på den midlertidige hjælp.
“Borgerrådgiveren fandt det ved et tilsyn meget kritisabelt, at kvinden ikke modtog midlertidig støtte i en periode på tre måneder fra afgørelsen om botilbuddet, selv om forvaltningen mente, at hun havde behov og var berettiget hertil,” skriver Borgerrådgiveren.
I den nævnte sag har Københavns Kommunes Socialforvaltning beklaget forløbet. Forvaltningen mener ifølge Borgerrådgiveren, “at sagen indeholder flere læringspunkter, som forvaltningen arbejder videre med.” Kommunen endte med at hjælpe kvinden med et privat tilbud, fordi der var for lang ventetid i kommunen.
Seks tilfælde
Borgerrådgiveren skriver i sin beretning, at seks sager fra samme enhed og samme periode viser “en særlig fremgangsmåde, som medvirker til at trække borgernes sager ud.” Det drejer sig om kvinder med spiseforstyrrelser, der havde fået hjælp til at skrive ansøgning om hjælp, mens de var indlagt i psykiatrien i Region Hovedstaden.
Kommunen svarede kvinderne, “at ansøgningerne blev betragtet som et ønske fra en samarbejdspartner om, at kommunen opstartede en afklaring af støttebehov, hvorfor henvendelserne ikke ansås som omfattet af den politisk fastsatte sagsbehandlingsfrist på seks uger.”
Derfor begyndte sagsbehandlingstiden først, da det første møde med kommunen var blevet afholdt - det tog i et tilfælde tre måneder at vente på at komme til dette møde.
Kommunen erkender problemerne
Borgerrådgiveren skriver i sin sammenfatning: “De faktiske forløb i sådanne sager synes i højere grad at varetage interne kommunale hensyn end hensynet til borgeren.”
I Københavns Kommune erkender socialborgmester, Karina Vestergård Madsen (EL), problemerne og siger, at tingene i forvaltningen skal blive bedre.
- Der er ikke nogen, som henvender sig til kommunen uden grund. De forløb, som er med i Borgerrådgiverens rapport, tager jeg derfor meget alvorligt. De viser, at der er brug for at se på sagsbehandling og arbejdsgange, udtaler borgmesteren i et skriftligt citat til TV 2 Lorry.
Forvaltningen har nu ansat yderligere fire medarbejdere på de områder, som borgerrådgiveren har problematiseret, og arbejdsgangene er ved at blive revideret.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.