Med fredagens præsentation af den brede politiske aftale om sundhedsreformen, blev det også slået fast, at de 17 sundhedsråd, som var del af regeringens udspil, bliver oprettet. Med en let ændret form af rådene, ser KL mere positivt på dem, lyder der fra kommuneforeningen.
Siden regeringen i september kom med sit udspil til reformen, har KL kritiseret den sammensætning af sundhedsrådene, som der blev lagt op til, hvor kommunerne forudså, at de ikke ville blive tilstrækkeligt hørt.
Nu påpeger KL, at enkelte elementer er ændret i den endelige reform, der nu er aftalt, i forhold til regeringens udspil.
Fx kan borgmestrene blive udpeget som medlem af sundhedsrådene, og den enkelte regionspolitiker får ikke længere standsningsret – det skal nu udøves af mindst 1/3 af sundhedsrådets regionsmedlemmer eller af formanden for sundhedsrådet. Det er positivt, mener KL, men fastholder, at der forsat "er stadig tidsler."
KL havde især gerne set, at der var kommet ligestilling mellem kommunalpolitikere og regionspolitikere i sundhedsrådene.
Hørt borgmester
Blandt de borgmestre, der tidligere har ytret sig kritisk om de kommende sundhedsråd, er Brøndbys borgmester Maja Højgaard (S), der nu er lettet over justeringerne af dem.
- Jeg vil gerne kvittere form at man har valt at udvide antallet af demkratisk valgte i den nye storregion Øsdanmark og samtidig lader det være mere fleksibelt, hvordan vi fra kommunerne bliver repræsenteret ind i de nye sundhedsråd. Den demokratisk repræsentation bliver fortsat mindre gennemskuelig, men noget bedre end det oprindelige forslag, siger Maja Højgaard.
- Jeg er lettet og glad på borgernes vegne over, hvordan aftalen er endt, siger hun.
Tilfredse regioner
Formand for Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S), hvis region bliver del af den kommende Østdanmark, mener også, at sundhedsrådene vil være til fordel for borgerne.
- Jeg tror også på, at vi kan få skabt nogle bedre forløb for især de ældre borgere, når vi på hospitalerne tager et større ansvar og styrker samarbejdet med kommunerne gennem de nye Sundhedsråd, siger han.
Den kommende tid skal der tales med Region Sjælland, borgmestere, faglige organisationer og praktiserende læger om sammenlægningen og samarbejderne.
- Det er en omfattende og kompleks opgave. Forandringer er aldrig nemme, og vi skal have respekt for, at det tager tid. Vi står foran en af Danmarkshistoriens største medarbejderfusioner, samtidig med at vi skal gennemføre alle de andre forandringer i reformen,” siger regionsdirektør i Hovedstaden, Jens Gordon Clausen.
Han har fokus på at sikre, at patienterne får den behandling de skal have, samtidig med, at sundhedsvæsenet tænkes sammen på tværs af de to regioner og 46 kommuner.
Skepsis - og løsninger
Regionsrådsformand i Region Sjælland Trine Birk Andersen (S) peger over for Sjællandske Nyheder, at selvom hun har været og stadig er modstander af, at Region Hovedstaden og Region Sjælland skal lægges sammen fra år 2027, så bliver der samlet set med den nye reform åbnet op for, at der kan tages et opgør med den ulighed i sundhed, der er på Sjælland i dag.
-Der er masser af gode løsninger, som Region Sjælland kan tage med videre ind i Region Østdanmark. Det er rigtig vigtigt, at vi deler på tværs, så de gode løsninger, vi har i Region Sjælland, som for eksempel E-hospitalet, de digitale løsninger, det præhospitale område og hjemmebehandlingsteams kommer videre.
I Region Midtjylland har regionsrådsformand, Anders Kühnau (S), der også er formand for Danske Regioner, også fokus på de nye sundhedsråd.
- Nu skal vi i arbejdstøjet, og jeg ser frem til samarbejdet med de 19 midtjyske kommuner i de nye sundhedsråd. Vi får med reformen en konstruktion, hvor politikere fra kommuner og region får fælles ansvar og penge til at udvikle nære sundhedstilbud – både i nærområderne og i borgernes eget hjem. Det giver mulighed for at udvikle særlige løsninger på lokale udfordringer, siger han.
I Region Syddanmark melder regionsrådsformand Bo Libergren (V) regionen klar til at gribe de nye opgaver:
- Der er landet en aftale, der går langt for at skabe sammenhæng i behandlingen, og det vil jeg gerne rose mine kolleger på Christiansborg for. Vi får i regionerne nu ansvaret for sengepladserne uden for vores sygehuse, akutsygeplejen, den patientrettede forebyggelse og dele af rehabiliteringen. Det er et stort skridt i den rigtige retning, som vi glæder os til at tage. Jeg tror, det kan blive rigtig godt.
- De nye sundhedsråd bliver en spændende tilføjelse til vores politiske organisering, hvor vi og kommunerne får mulighed for at skabe nogle stærke tværgående løsninger. Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet sammen med kommunerne, siger Libergren.
Også i Region Nordjylland ser regionsrådsformand Mads Duedahl (V) mulige løsninger, og siger til TV2Nord:
- Den måske vigtigste opgave er at sikre, at vi får en ligelig fordeling af læger rundt omkring i landet. Det er ganske absurd, at det i dag er sådan, at man har 50 procent flere læger i den del af landet, hvor den mest raske del af befolkningen bor. Det skal man gøre op med, og det gør reformen, hvilket jeg er meget tilfreds med, siger Mads Duedahl.
Mistede opgaver
Regionsrådsformanden i Syddanmark er dog trist over, at der ikke er plads til en lang række vigtige områder i regionerne, såsom de regionale klimaløsninger, de regionale kulturindsatser og arbejdet med de regionale udviklingsstrategier:
- Selvom jeg er glad for de mange gode initiativer, der ligger i den nye aftale, så står jeg alligevel med en bittersød smag i munden, siger Bo Libergren.
- Der er en række opgaver, som vi ikke længere skal håndtere i regionen, og hvor dygtige medarbejdere har gjort en kæmpe forskel over de seneste mange år. Og jeg er bange for, at det arbejde ganske enkelt bliver tabt på gulvet. Jeg håber dog, at andre griber de vigtige opgaver med samme omhu, som regionerne, siger regionsrådsformanden.
Red. Mellemrubrik 3 samt afsnit med citater fra Region Sjælland tilføjet - samt ændret rubrik 16.11. kl. 8.54 - samt mellemrubrik og citater fra Syddanmark tilføjet 16.11. kl. 9.24
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.