
Landets kommuner er på juridisk gyngende grund, når de indfører generelle rygeforbud for deres ansatte.
Det mener arbejsretsekspert og professor emeritus ved juridisk institut på Aarhus Universitet, Ole Hasselbalch.
I alt 32 kommuner har indført helt eller delvist rygeforbud for sine ansatte, og senest har Ishøj forbudt samtlige ansatte at ryge ikke blot i arbejdstiden, men også i deres ikke-betalte frokostpauser, selvom de ansatte opholder sig et andet sted end på arbejdspladsen.
Og det forbud, tror Ole Hasselbalch ikke på holder i retten.
- Man kan ikke lave regler for, hvordan folk skal opføre sig i deres fritid, om de skal ryge eller ej, når de i øvrigt ikke opholder sig på deres arbejdsplads. Hvis en ansat vælger at ryge en smøg, mens vedkommende sidder på en bænk i det fri eller opholder sig i eget hjem, mener jeg ikke, arbejdsgiveren kan blande sig i det, siger juraprofessoren, som i en årrække har beskæftiget sig med ansættelsesretlige forhold.
Han stiller sig også tvivlende over for rygeforbud som det, Nyborg har vedtaget. Her tillader kommunen rygning i selvbetalte pauser, men stiller krav om tøjskift, før den ansatte vender tilbage på arbejdspladsen.
Forbud kræver en 'saglig begrundelse'
- Der skal foreligge en 'saglig begrundelse', når man stiller krav til adfærden hos medarbejdere, og her holder det ikke at udstikke generelle regler for alle ansatte i en kommune. Der er jo forskel på, om man arbejder i en institution med små børn, eller om man beskæftiger sig med praktisk arbejde, der hovedsagligt foregår udendørs. Her kan man ikke anvende samme argumenter for en saglig begrundelse, siger Ole Hasselbalch.
I samme forbindelse tror han heller ikke på det juridiske grundlag for at forbyde ansatte at ryge i deres egen bil, selvom transporten har med arbejdet at gøre, men han erkender samtidig, at der ikke foreligger nogen retssag, der danner præcedens i sager om rygeforbud.
En sådan prøvesag er fagforeningen FOA til gengæld parat til at tage for sine ansatte. I forbindelse med det netop indførte rygeforbud i Ishøj advarer fagforeningen kommunen i at blande sig i de ansattes adfærd uden for arbejdstiden.
- Hvis et af vores medlemmer får en sanktion med baggrund i, at han havde røget i sin selvbetalte frokostpause – altså i sin fritid – vil jeg med det samme rejse en sag overfor kommunen. Jeg ville spørge, med hvilken ret kommunen havde gjort det. For hvis de kan det, så kan de jo også gøre det i hans øvrige fritid, siger Steen Vadgaard, næstformand i FOA 1, til Fagbladet FOA.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.