dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Injuriesag slut: Nu har anklager beklaget 'tydeligt'

Det ER usædvanligt at sygeplejersker i Danmark 'kan finde på at tage livet af patienter' medgiver Anklagemyndigheden nu

Sygeplejerskernes fagforening Dansk Sygeplejeråd dropper nu alligevel den flere gange varslede injuriesag mod Anklagemyndigheden, efter at denne nu beklager en udtalelse om at 'det er ikke usædvanligt, at sygeplejersker kan finde på at tage livet af patienter'. Udtalelsen faldt efter et retsmøde i drabssagen fra Nykøbing Falster, hvor en sygeplejerske er sigtet for fire drab på hospitalspatienter.

Dansk Sygeplejeråd kaldte udtalelsen 'helt ude i hampen' med henvisning til, at drab begået af en sygeplejerske er 'i den grad højst usædvanligt'. Fagforeningen fandt derfor udtalelsen krænkende for alle sygeplejersker og forlangte, at Anklagemyndigheden trak udtalelsen tilbage og beklagede den. Det afviste anklagemyndigheden ad flere omgange, selv om Dansk Sygeplejeråd trak tidspunktet for indgivelse af en egentlig stævning meget langt.

Men nu er striden uventet blevet løst med en mindelig udgang, idet anklagemyndigheden nu har efterkommet kravet om en beklagelse. Det sker i en erklæring, som offentliggøres af parterne i dag:

'Anklagemyndigheden beklager'
'Anklagemyndigheden medgiver, at udtalelsen kunne have været formuleret anderledes, og har forståelse for, at sygeplejerskerne har opfattet den som krænkende. Faktum er, at der ikke de sidste 25 år har været sager i Danmark, hvor en sygeplejerske er sigtet for manddrab, og at den tidligere omtalte undersøgelse udelukkende omfatter drab begået af sundhedspersonale i udlandet. Det har med udtalelsen bestemt ikke været anklagemyndighedens intention at krænke sygeplejerskerne eller hænge sygeplejeprofessionen ud. Anklagemyndigheden beklager derfor udtalelsen.'

Erklæringens 'tidligere omtalte undersøgelse' er den, der blev refereret til i den omstridte udtalelse: 'Det viser sig jo faktisk, at undersøgelser rundt omkring i verden har godtgjort, at det er ikke usædvanligt, at sygeplejersker kan finde på at tage livet af patienter', som advokaturchef Jeanette W. Andersen sagde efter et retsmøde i sagen..

Anklagemyndigheden holdt længe fast i, at man blot havde henvist til forskningsartikel, 'Serial Murder By Healthcare Professionals', om drab udført af sundhedspersonale fra hele verden og ikke havde 'ytret sig angående omfanget af dette fænomen i Danmark', men efter injuriestævningen er Anklagemyndigheden så vendt på en tallerken. Dansk Sygeplejeråd konstaterer tilfreds, at beklagelsen er sket 'tydeligt', og betragter nu sagen som afsluttet.

Jeanette W. Andersen er i øvrigt fjernet som anklager på den drabssag, som gav anledning til den kontroversielle udtalelse. Det er ifølge Anklagemyndigheden sket for at holde fokus på (drabs)sagen'.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/injuriesag-slut-nu-har-anklager-beklaget-tydeligt

GDPR