Efter afhøringer af mere end 50 personer i Minkkommissionen er turen torsdag kommet til statsministeren.
Mette Frederiksen (S) har - ligesom de øvrige indkaldte vidner med noget på spil - hverken pligt til at udtale sig eller til at tale sandt, når hun sætter sig i lokalet i Retten på Frederiksberg. Men det er formodningen, at hun vil.
Omkring 15 millioner mink blev aflivet, da der opstod frygt for, om kommende coronavacciner ville være mindre effektive over for en virusmutation hos dyrene end over for det oprindelige virus.
Minkkommissionen ser nærmere på beslutningen om at kræve alle mink aflivet, selv om der manglede lovhjemmel til det.
Og statsministeren vil udtale sig, vurderer Casper Dall, der er politisk redaktør ved Avisen Danmark, over for Ritzau.
- Mette Frederiksen har al interesse i at få sat sig i stolen, få svaret på spørgsmål og så simpelthen komme igennem dagen, så hun kan komme ud på den anden side, siger han.
Skidt for regeringens troværdighed
Ifølge den politiske redaktør har statsministeren interesse i, at afhøringerne stopper, da sagen skader hendes og regeringens troværdighed.
Casper Dall mener, at der er en "em af mistænkeliggørelse" over sletningen af sms'er blandt topfolk i Statsministeriet samt over beslutningen om at slå alle mink ned.
Statsministeren og de øverste folk i hendes departement havde slået automatisk sletning af sms'er til af sikkerhedshensyn, lyder forklaringen.
Det har ikke været muligt for politiet at genskabe deres kommunikation fra perioden.
Minkkommissionen har afsat hele torsdag til at høre Mette Frederiksens forklaring. Og skal man tro Casper Dall, har kommissionen formentlig ikke helt nyt materiale at hive frem under afhøringen.
- Jeg forventer ikke, at vi kommer til at se nogle nye afgørende bomber eller nogen rygende pistol i morgen.
Så ville det være kommet frem under nogle af de tidligere krydsforhør eller vidneforklaringer, mener han.
Hvis hendes hukommelse fra perioden svigter, hvilket eksempelvis har været tilfældet for tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S), vil det skade statsministerens billede i befolkningen, vurderer han.
- Det vil betyde, at Mette Frederiksen kommer til at se rigtig uheldig ud i offentligheden, og oppositionen vil komme til at køre rundt i den her sag.
- Det har hun absolut ingen interesse i, siger Casper Dall.
Afhøringen finder sted i et lokale i Retten på Frederiksberg, hvor Minkkommissionen har lånt lokaler. Den begynder efter planen klokken 09.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.