
Landets børnelæger og børne- og ungdomsorganisationer er i høj grad bekymrede for børns trivsel under coronapandemien. Og flere partier efterlyser svar på, hvornår skolerne åbner.
Det skriver Berlingske.
Nedlukningen af skoler og fritidstilbud har betydet, at foreninger som Headspace, Børns Vilkår og foreningen for børnelæger oplever så pressede børn og unge, at ensomhed, stress og mistrivsel stiger kraftigt.
Hos Børnetelefonen, der er en del af Børns Vilkår, er man dagligt i kontakt med børn, som oplever mistrivsel, fordi hverdagen har ændret sig.
- Nogle børn beskriver, at de ikke har et håb for, at hverdagen bliver normal igen. Mange er bange for, at deres venner ikke vil være der, når de kommer tilbage, siger Ida Hilario, børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, til Berlingske.
Klaus Birkelund, der er overlæge og formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, der er foreningen for børnelæger, mener, at den nuværende situation er uholdbar.
Ifølge ham har nedlukningen medført mærkbare konsekvenser på børneafdelinger landet over.
Her oplever man blandt andet, at flere børn og unge har gjort selvskade. Han understreger, at man ikke med sikkerhed kan sige, at nedlukningen er den direkte årsag til det. Men der er et "tidsmæssigt sammenfald".
Han mener derfor også, at man skal gøre alt for sikre, at skolerne kan åbne igen.
Efterlysning på tværs af partifarver
Det er han ikke ene om at mene, og flere partier fra både rød og blå blok efterlyser, at regeringen snart meddeler, hvad der skal til for, at børnene igen kan komme i skole.
Til TV2 sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag, at "der er ikke luft til, at vi kan begynde på store genåbningsplaner i de kommende uger".
Den manglende luft skyldes særligt frygten for den mere smitsomme britiske coronavariant. Det svar stiller hverken De Radikale eller Venstre sig tilfredse med.
- Vi bliver nødt til i det her virvar af informationer fra styrelser, myndigheder og regeringen at få et eller andet klart svar. Især i forhold til børnene, lyder det fra Venstres sundhedsprdfører Martin Geertsen til Berlingske.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.