En femtedel af de personer, som den seneste måneds tid er blevet testet positiv for coronavirus, er sundhedspersonale.
Det er facit, efter at sundhedsmyndighederne den 11. marts åbnede for, at ansatte i sundhedsvæsnet i højere grad kunne testes for coronavirus. Tallene stammer fra en ny rapport fra Statens Serum Institut, SSI.
Siden midten af marts er 9.663 sundhedspersoner blevet testet for coronavirus, og cirka ti pct. af dem har testet positiv.
Sundhedspersonale dækker over folk, der har en sundhedsfaglig autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er blandt andet læger og sygeplejersker samt mange af dem, der arbejder på et plejehjem.
De udgør også mere end en femtedel af alle, der er blevet testet for coronavirusset i Danmark i samme periode.
Der er i Danmark omkring 240.000 autoriserede sundhedspersoner. Af dem er cirka fire pct. blevet testet for coronavirus, og cirka ti pct. har altså testet positiv.
SSI forventer fald i positive test
Rapporten giver ikke klart svar på, om sundhedsansatte i højere grad bliver smittet på grund af deres arbejde. Det er nemlig svært at overvåge, præcist hvor smitten sker, og sundhedspersonalet kan blive smittet både på og uden for arbejdspladsen, lyder det.
Sundhedspersonale bliver i højere grad testet ved mildere end symptomer end den øvrige befolkning.
Ved resten af befolkningen er der siden midten af marts i alt blevet testet 32.043 personer, hvoraf ni pct. har vist sig at være smittet med covid-19. I takt med at der bliver skruet op for antallet af personer, der bliver testet, forventer Statens Serum Institut, at andelen af personer, der tester positivt, vil falde.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.