MIDTJYLLAND: Mindst to gange om ugen går rejsen over Storebælt for at varetage posten som formand for Danske Regioner.
Resten af tiden går med at være formand for Region Midtjylland. Og med bestyrelsesarbejde og besvarelse af endeløse telefonopkald fra journalister. Og med at være ægtemand og far til tre voksne børn. Foruden at holde badmintonformen og løbeturene ved lige. Hurtige-Hansen er han engang blevet kaldt, og det er ikke helt skævt, når man ser på den 64-årige regionsrådsformands program.
Derfor var det noget af en omvæltning, da han få uger inden de afgørende treparts- og økonomiforhandlinger i foråret måtte sygemelde sig. Regionalpolitikkens mastodont havde fået kræft og lod sig indlægge på Aarhus Universitetshospitals mave-tarmkirurgiske afdeling.
- Det var en surrealistisk oplevelse. Jeg havde fået af vide, at jeg ville blive meget træt, men det blev jeg ikke. Jeg var i vigør dagen efter, at jeg var blevet opereret. Men jeg havde lovet lægerne at holde mig i ro lige meget hvad. Så jeg talte med mine kolleger og bad dem om at lade være med at ringe mig op. Jeg holdt mig i skindet. Fuldstændigt, fortæller Bent Hansen.
Tre en halv uge efter operationen tog den sygemeldte regionspolitiker sin første løbetur, og efter en måneds sommerferie genoptog han arbejdet. Sideløbende får han foretaget de afsluttende indgreb.
Som han sidder ved det ovale konferencebord, der er dækket med kaffe, wienerbrød og frugt til bestyrelsesmødet senere på formiddagen, ligner han da heller ikke en mand, der har været under kniven for nylig. Misundelsesværdigt solbrun i ansigtet, energisk hurtigsnakkende og ofte blottende det karakteristiske overbid i et grin. Forberedt og kampklar til de overenskomstforhandlinger med lægerne, som lægger an til at blive et af efterårets store dramaer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.