
HOVEDSTADEN: Tusinder af kvinder i hovedstadsområdet får for tiden besked om, at deres invitation til undersøgelser for, om de kan have brystkræft, bliver forsinket. Det skriver Berlingske.
Ifølge sundhedsloven må der højst gå to år og tre måneder mellem undersøgelserne, men de mange kvinder får at vide, at der vil ende med at gå to år og otte måneder.
Sidste år var der også problemer med for lange ventetider på screeninger for brystkræft i hovedstadsområder. I år skyldes forsinkelserne ifølge Region Hovedstaden mangel på personale.
Mangler personale
Over for Berlingske oplyser cheflæge og screeningschef i Region Hovedstaden Ilse Vejborg, at der i øjeblikket er ved at blive udsendt 12.649 breve om forsinkelser til de kvinder i målgruppen, som er født i oktober måned.
- Det er enormt trist, at der bliver længere og længere mellem undersøgelserne, siger overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse Janne Bigaard til Berlingske.
- Det er ikke godt nok, at man ikke opfylder det, som man lover kvinderne.
Ventetid kan få stor betydning
Ifølge Janne Bigaard viser tidligere erfaringer, at der for hver 1.000 kvinder, som må vente for længe på undersøgelserne i screeningsprogrammet, vil være seks, der har brystkræft.
- For nogle af kvinderne vil den længere ventetid risikere at få stor betydning, fordi de vil få brug for mere behandling eller måske ikke bliver raske, siger Janne Bigaard.
Ilse Vejborg siger til Berlingske, at man i Region Hovedstaden er ved at indhente forsinkelserne efter at have rekrutteret og oplært nye medarbejdere.
Det forventes, at man i marts 2023 vil være nede på, at kvinder har skulle vente i to år og seks måneder på at blive undersøgt på ny.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.