
HOVEDSTADEN: Hospitalerne i Region Hovedstaden mangler løbende omkring fem pct. af de lægemidler, som lægerne på regionens hospitaler gerne vil bruge til at behandle patienterne med. Det fortæller sygehusapoteker Lars Nielsen fra sygehusapoteket i Region Hovedstaden til Berlingske.
Apoteket er landets største sygehusapotek. Det forsyner otte store hospitaler med 3.000-4.000 forskellige præparater. Af dem er 200 enten udgående eller i restordre, skriver Berlingske. Ifølge apotekeren er det ikke altid er de samme lægemidler, i stedet skifter det løbende.
Særligt lægemidler til kræftbehandling og antibiotika er ikke altid er på lager. Men sommetider er det også 'livsvigtig medicin' og anæstesipræparater, der bruges til bedøvelse under operationer.
Ifølge apotekeren er det dyrt og kan skabe unødig risiko for fejl, når lægerne ikke kan få de præparater, de normalt arbejder med, og i stedet må finde erstatninger og alternativer. De andre fire regioner har tilsvarende problemer, siger han.
Vicedirektør Henrik Vestergaard fra Lægemiddelindustrien siger til Berlingske, at intet tyder på leveringsproblemer fra originalproducenterne.
- Men vi har taget en første kontakt til både Amgros og distributørerne med henblik på at få afklaret, hvor der er problemer, og hvad vi i givet fald kan gøre for at løse dem, siger han til Berlingske.
Amgros er regionernes fælles indkøbsorganisation, og på Christiansborg ønsker Socialdemokratiet at få Amgros til at komme med en vurdering af problemets omfang og årsag, siger gruppeformand Flemming Møller Mortensen til Berlingske. Desuden har Dansk Selskab for Almen Medicin bedt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om at tage affære.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.