dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Hjemmekemo i Hovedstaden

Efter en succesfuld testperiode har regionsrådet bevilliget 2 mio. kr. til at undgå langvarige indlæggelser
3. APR 2015 17.13

HOVEDSTADEN: Hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet har netop afsluttet en testperiode for hjemmekemo-ordningen, og gode resultater får nu regionsrådet i Region Hovedstaden til at bevillige 2 mio. kr., så over 100 kræftpatienter får mulighed for at få kemo hjemme i stuen. I første omgang gælder det patienter med akut blodkræft og lymfekræft.

Ledende overlæge Lars Kjeldsen på Hæmatologisk klinik, er glad for den politiske støtte og mener, der er ved at ske et holdningsskift, når det kommer til behandling af kræftpatienter i hjemmet.

- Tidligere kunne en patient med akut leukæmi godt være indlagt i 100 dage i forbindelse med sit behandlingsforløb og kun i meget korte perioder have mulighed for at komme hjem til familien. Heldigvis giver nye behandlingsprincipper inklusiv den programbare pumpe mulighed for, at de kan få behandlingen i hjemmet. På den måde får patienterne meget mere indflydelse på deres egen behandling, de kan være sammen med familien og fx undgå at få infektioner på hospitalet, siger Lars Kjeldsen.

Mette Abildgaard (K), formand for regionens kræftudvalg, er glad for at ordningen nu støttes politisk:

- Selv om man er meget syg, er det stadig vigtigt, at man holder kontakt til omverdenen, sine venner, familie og kollegerne, og det giver hjemmekemo-ordningen mulighed for. Hele årsagen til, at vi behandler patienterne, er jo for at de både kan komme tilbage til deres familie og på arbejdsmarkedet igen.

Hun håber derfor, at der senere kan følge penge med ordningen for mere end blot et år.

 

Kemopumpen er koblet til et permanent venekateter, der ligger i et af de store kar under huden og afhængig af behandlingstype indstilles pumpen til at dosere en bestemt dosis, f.eks. hver sjette time. Pumpen er placeret i en taske eller på patientens mave.

Selv om patienterne tilbringer en stor del af tiden i hjemmet under kemobehandlingen, så skal de fortsat komme til hospitalet hver 3. dag til kontrol af pumpen.

Som et led i hjemmekemo projektet på Rigshospitalet vil totalomkostningerne blive opgjort, og der vil blive set på, om der er besparelse på eksempelvis sengedage og sygepleje.

De to mio. kr. omfatter 50-70 patienter på Hæmatologisk klinik og ca. 50 patienter på Onkologisk klinik.

rp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/hjemmekemo-i-hovedstaden

GDPR