
Debatten om en ny epidemilov er begyndt efter at Folketinget i al hast i foråret måtte vedtage flere love, der gav sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vidtgående beføjelser for at håndtere smitten med covid-19.
På et par dage blev Magnus Heunicke den mest magtfulde sundhedsminister i mands minde. Lovene giver ham mulighed for via dekret at indføre forsamlingsforbud, lukke sektorer, indføre opholdsforbud og i sidste ende tvinge borgere til at lade sig vaccinere eller gå i karantæne.
Loven udløber i foråret 2021 og skal opdateres inden da. Magnus Heunicke lover åbenhed og respekt for de demokratiske rettigheder.
- Hvilke værktøjer der skal være i den kommende værktøjskasse, det har vi drøftelser med Folketingets partier om i morgen aften, sagde Magnus Heunicke tirsdag på et pressemøde.
- Der kommer til at være stor åbenhed. Vi har inviteret Justitia (en uafhængig juridisk tænketank, red.), Institut for Menneskerettigheder og eksterne eksperter ind for at rådgive både regeringen og Folketinget. For det er store, demokratiske principper, der er på spil her. Derfor er det også vigtigt, sagde Magnus Heunicke.
Gammel lov
Venstre har forud for forhandlingerne lagt op til, at en national epidemikommission i højere grad skal lægge linjen. Partiet henviser til, at blandt andet Sundhedsstyrelsen ikke anbefalede den meget omfattende nedlukning, der blev indført af regeringen i foråret.
Magnus Heunicke sagde på pressemødet, at de dele af den nuværende lov, der er blevet taget i brug, har haft en effekt.
- Man må sige, at de tiltag, vi har indført, har haft en effekt. Først til at afværge katastrofen og nu til at håndtere situationen. Vi har kun brugt de værktøjer, der var nødvendige. Dem, der ikke var, lod vi blive i værktøjskassen, sagde ministeren.
Ministeren understregede dog også, at han er enig i, at der er behov for en ny epidemilov.
- Den skal erstatte en lov, der har mere end 100 år på bagen. Og som mildt sagt ikke var gearet til en pandemi i 2020. Mit mål er, at når vi - forhåbentligt først om mange år - har en sundhedskrise af de her dimensioner, så skal de, der sidder med ansvaret, ikke igennem to gange med hastelove. Men at de har en lov, der er så robust og klart definerer, hvad der er ministerens og Folketingets ansvar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.