
Selv om der på danske grundskoler og ungdomsuddannelser er indført en lov om, at eleverne ikke må ryge i skoletiden, er det omkring halvdelen af de elever, der ryger, der fortsat ryger, mens de er i skole.
Det viser en undersøgelse lavet af Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen. 10.622 unge i alderen 15-29 år har besvaret undersøgelsen, der er en spørgeskemaundersøgelse. Svarprocenten er 28,3, og undersøgelsen er foretaget i efteråret sidste år.
Blandt de elever i grundskolen, der ryger, svarer 50,8 procent, at de stadig ryger i skoletiden på trods af loven om røgfri skoletid. For gymnasieelever er tallet 48,9 procent.
Størst fokus i grundskolerne
Loven blev indført for grundskoler 1. januar 2021 og 31. juli 2021 på ungdomsuddannelserne. Eleverne må hverken ryge på eller uden for skolens område i skoletiden.
- Formålet med lovgivningen var jo, at eleverne ikke røg i de timer, hvor de var i skole, uanset hvor de var henne, siger Lotus Sofie Bast, der er seniorforsker i tobaksforebyggelse ved Statens Institut for Folkesundhed, der dog siger, at loven er ganske ny, og at der kan gå noget tid, før den har en reel effekt.
- Men vi ved i forvejen, at der har været et arbejde med røgfri skoletid i gang på grundskolerne i flere år. På ungdomsuddannelserne har der ikke været et lige så stort fokus, siger hun.
Større effekt med tiden
Lotus Sofie Bast tror, at man med tiden vil kunne se en større effekt af loven.
- Men ikke desto mindre er det sådan, at loven er trådt i kraft, så man bør jo gøre noget for at overholde de her regler, siger hun.
Det er op til skolerne selv at vurdere, hvilke konsekvenser der skal være, hvis skolens rygepolitik overskrides. I undersøgelsen er der også blevet spurgt til de unges generelle nikotinvaner.
Fra røg til anden nikotin
19,3 procent af de unge svarer, at de ryger cigaretter, mens 37,3 procent angiver, at de aldrig har prøvet at ryge. I 2020 var det 20,1 procent i aldersgruppen, der røg cigaretter.
Mens andelen af unge, der ryger cigaretter er faldet, er andelen der bruger røgfri nikotinprodukter steget. 11,4 procent angiver, at de bruger røgfri nikotinprodukter. Det vil sige snus, tyggetobak eller nikotinposer. I 2020 var det 9,1 procent.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.