Om få dage skal coronapasset igen kaldes frem på telefonen eller vises på papir. Regeringen fik tirsdag aften opbakning fra et bredt flertal i Folketinget til, at corona er en samfundskritisk sygdom. Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på vej ud fra møde i Folketingets Epidemiudvalg.
Regeringen lægger op til, at blandt andet gæster på restauranter og diskoteker skal vise, at de enten er vaccineret, nyligt smittede eller testet negativ. Også ved besøg på plejecentre og hospitaler bliver coronapasset et krav.
- Vi går i øjeblikket efter, at det kan træde kraft midnat mellem torsdag og fredag.
- Der er selvfølgelig teknikaliteter, men det er det, vi går efter, siger Magnus Heunicke.
Ifølge Ritzaus oplysninger vil det gælde i foreløbigt én måned, inden status igen skal vurderes. Coronapassets genkomst sker på baggrund af en stigning i både antal smittede og indlagte på hospitalerne.
Tirsdag var der for sjette dag i træk registreret over 2.000 nye tilfælde af covid-19. Helt præcist er 2.562 personer inden for det seneste døgn bekræftet smittet, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Antallet af indlagte stiger
Samtidig fortsætter antallet af indlagte med at stige. I alt var 315 indlagt tirsdag - 12 flere end døgnet før. Ifølge Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, vil kravet om coronapas få en positiv effekt. Flere vil blive vaccineret. For andre vil det være en tilskyndelse til at blive testet.
- Både vacciner og testning kan være med til at bremse smittespredning. Og vaccinerne kan være med til, at selv om man bliver smittet, så er risikoen for, at man ender på hospitalet eller mister livet, mindre, siger Lars Østergaard.
Han vurderer, at der vil gå mellem 8 og 14 dage, før antallet af indlagte vil begynde at falde. Smittestigningen fik tirsdag erhvervsorganisationer til at kræve, at coronapasset også skal gælde for ansatte. De skal vise det, før de kan møde på arbejde.
- Virksomhederne har brug for dette værktøj til at forhindre, at smitten breder sig blandt medarbejderne, siger politisk direktør i Dansk Industri (DI) Emil Fannikke Kiær i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Vil drøfte krav om coronapas for ansatte
Det krav er fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) klar til at drøfte, siger han til Jyllands-Posten.
- Det skal være trygt at gå på arbejde, og vi skal holde smitten nede. Derfor vil vi også gerne drøfte forslag, der kan bidrage til at få smitten ned.
Det var mandag aften, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde oplyste, at regeringen ville søge flertal i Folketinget til at få coronavirusset opkvalificeret til en samfundskritisk sygdom og dermed genindført coronapasset.
Samtidig sendte hun en appel til dem, der endnu ikke er vaccineret:
- Få den vaccine. Gør det for jeres egen skyld, for jeres børns skyld, for jeres ægtefællers skyld, for jeres bedsteforældres skyld og for de mest sårbare i vores samfunds skyld.
Den opfordring er der blevet lyttet til. Siden mandag aften har 37.015 booket en vaccinetid. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et tweet. Det er 3,5 gange højere end dagen inden.
Varighed af coronapas efter smitte halveres
Hvis man bliver smittet med coronavirus, giver det fremover immunitet i et halvt år mod tidligere et år. Det er Folketingets Epidemiudvalg, der har vedtaget regeringens forslag om at halvere varigheden af coronapasset efter smitte, oplyser Sundhedsministeriet.
Baggrunden for beslutningen er ifølge ministeriet blandt andet nyere viden om, at immunitet for smittede ikke holder så lang tid som hos dem, der er vaccineret. Færdigvaccinerede får coronapas i et år.
Også en anden ændring af coronapasset indføres. Fra fredag skal også 15-årige til at vise et gyldigt coronapas for at få adgang. Tidligere var grænsen sat ved 16 år.
- Jeg er derfor også meget glad for, at et bredt flertal i Epidemiudvalget netop har bakket op om indstillingen fra vores epidemikommission og de uafhængige eksperter om at kategorisere covid-19 som samfundskritisk og at tage coronapasset i brug igen, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Det, at coronavirus betegnes som en samfundskritisk sygdom, gør, at regeringen kan indføre en række restriktioner, såsom coronapas. Det kræver dog, at der ikke er et flertal imod det i Folketingets Epidemiudvalg.
Epidemiudvalget består af 21 politikere, heraf sidder regeringspartiet Socialdemokratiet på en tredjedel af pladserne.
Klokken 6:14: Tilføjet afsnit om halvering af varighed af coronapas for smittede.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.