
Hovedet er tungt, og luften er dårlig i klasselokalet. Det scenarie kender skoleelever over det ganske land.
Nu vil forskere fra Statens Serum Institut (SSI) undersøge, om forskellige metoder til et forbedret indeklima kan gøre eleverne mindre syge. Det skriver SSI på sin hjemmeside.
Instituttet har fået en bevilling på fem millioner kroner fra foreningen Realdania til et pilotprojekt over to år. På en række af landets skoler vil man afprøve forskellige løsninger og samtidig registrere sygdom blandt elever. Det drejer sig om løsninger, der omfatter alt fra regelmæssig udluftning til avancerede ventilationsanlæg.
- Projektet kan give os vigtig viden om, hvordan luftvejssygdomme i fremtiden kan forebygges. Det er muligt, at vi med relativt enkle greb, der kan forbedre luftkvaliteten, kan forebygge sygdomme på steder, hvor mange mennesker er samlet, siger direktør hos SSI Henrik Ullum.
Det er i luften
Flere luftvejsinfektioner - herunder covid-19 - smitter via såkaldte aerosoler. Det er mikroskopiske dråber og partikler, der dannes ved hoste, nys og vejrtrækning og tale. Ligesom tobaksrøg kan partiklerne hænge i luften i lang tid og på den måde sprede smitte.
Hvis man kan mindske smitterisikoen ved at forbedre indeklimaet, rummer det ifølge Henrik Ullum store perspektiver.
- Perspektiverne er således meget store, men før vi som samfund påtager os de investeringer luftrensning kræver, bør vi indsamle data om effekterne, siger han.
Hos Realdania er projektchef Anne Gade Iversen overbevist om, at projektet kan bidrage med vigtig viden om luftkvalitetens betydning for infektioner i klasselokalerne.
- Fundamentet for et sundt voksenliv skabes, når man er barn. Da vi ved, at alt for mange skoler i Danmark har et dårligt indeklima, fortjener skolebørnenes indeklima ekstra meget opmærksomhed, siger hun.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.