
SYDDANMARK: Der skal sørges for, at unge mennesker, der har en psykose, får kostvejledning, hvis der anvendes antipsykotisk medicin som en del af behandlingen. Et nyt forskningsprojekt viser nemlig, at der er meget stor risiko for at udvikle overvægt som en bivirkning af medicinen, lyder det fra Region Syddanmark.
I studiet har man fulgt en række unge mennesker i alderen 15-19 år, der i perioden 2011-2014 blev behandlet for psykoser. Man har fulgt patienternes sundhedsdata et år efter episoden - nærmere præcist patienternes vægt, maveopfang, blodtryk samt mængden af fedt og sukker i kroppen.
Og resultaterne viser, at risikoen er høj for at blive overvægtig. Faktisk havde over halvdelen af personerne efter det første år på medicinen taget for meget på. Nogen havde endda udviklet type 2-diabetes og metabolisk syndrom.
Et wake up-call
Professor Niels Bilenberg, forskningsleder i forskningscentret FOCUS, kalder resultaterne et 'wake-up-call' til alle behandlere, som skal sikre sig, at medicinen gives, når det er helt nødvendigt, og at der skal tilrettelægges og støttes op om en meget sund livsstil for den unge patient.
- Det er jo ikke medicinen, der øger patientens vægt, men det kan give en øget appetit. Det bør virkelig være et signal til alle psykiatere om, at når der skal gives medicin også skal undervises i en sund livsstil. Og medicinen kan virkelig være nødvendig, hvis en patient er psykotisk og svært forpint, siger han og fortsætter:
- Vi kan se, at risikoen for overvægt er ekstremt stor, så man skal sørge for at tilråde en stram diæt og regelmæssig motion, for det er meget vigtigt, at de unge patienter ikke bliver overvægtige – og det kan forebygges.
Psykose ses hos mindre end 0,5 pct. af børn og unge under 18 i Danmark. Årsagen kendes ikke, men arvelige faktorer spiller ind. Hertil kommer belastninger og misbrug af hash og andre euforiserende stoffer, der øger risikoen.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.