Hvis private sundhedsforsikringer tilbyder psykiatrisk behandling til børn og unge, risikerer de at undergrave den offentlige psykiatri ved at flytte psykiatere fra det offentlige til det private sundhedsvæsen.
Det mener Danica Pension. Pensionsselskabet har derfor har besluttet, at dets sundhedsforsikringer ikke skal dække behandling af psykiatriske lidelser blandt børn og unge, skriver Information.
- Der er så få børnepsykiatere, 373 i alt, og manglen i det offentlige er allerede udtalt, siger Camilla Thind Sunesen, der er chef for koncept- og sundhedsudvikling hos Danica Pension, til Information.
- Jeg er bange for, at vi ville bidrage til, at en for stor andel ville skifte til det private, hvis vi gik ind på området. Og selv om jeg er sikker på, at vi kunne hjælpe nogle børn, frygter jeg, at skaderne ville være større.
Danica Pension tilbyder dog psykologhjælp til børn og unge.
Mangel på personale
Ifølge Information bruger et stigende antal forældre private sundhedsforsikringer til at få deres børn udredt eller behandlet for psykiske lidelser. Det oplever man blandt andet hos forsikringsselskaberne PFA, Tryg og Dansk Sundhedssikring.
Information nævner en undersøgelse fra Lægeforeningen, som viser, at 78 procent af landets børne- og ungdomspsykiatere mener, at deres vilkår er blevet forværret eller væsentligt forværret de seneste to år. Det skyldes blandt andet mangel på personale.
Modsat børne- og ungdomspsykiatrien er voksenpsykiatrien dækket af Danica Pensions sundhedsforsikringer. Årsagen er blandt andet, at der er flere voksenpsykiatere end børne- og ungdomspsykiatere i Danmark.
Uenighed om konsekvens
Tryg, PFA og Dansk Sygesikring er alle uenige i Danica Pensions analyse af, at private sundhedsforsikringer risikerer at undergrave den offentlige børne- og ungdomspsykiatri.
- Vi er et begrænset privat supplement, ikke en konkurrence til det offentlige, siger Mikkel Lykke Larsen, der er direktør for Forsikring & Sundhed i PFA, til Information.
I Dansk Sygesikring mener administrerende direktør Kent Jensen, at de private sundhedsforsikringer aflaster det offentlige.
"Fordi vores kunder får en bred palette af mentale sundhedstilbud, skaber vi faktisk plads i den offentlige psykiatri til dem, der reelt har behov for psykiatrisk hjælp, og letter dermed presset på det offentlige", lyder det i et skriftligt svar til Information.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.