MIDTJYLLAND: Regionshospitalet Randers tilbyder nu familier, som før var indlagt flere måneder på Neonatal-afsnittet, at flytte de sidste ugers behandling af de for tidligt fødte spædbørn hjem i familien. Det oplyser Region Midtjylland
Når barnet er så stabilt, at det har kunnet klare sig uden digital overvågning af puls og vejrtrækning i fire dage, kan familien, hvis den ønsker det, vælge at tage hjem og få besøg fra hospitalet. Det sker typisk i det, der ville have været 33. eller 34. svangerskabsuge.
- Familierne skal beholde tømmerne i deres tilværelse. De må ikke tabe tråden til hverdagen i en meget lang indlæggelse. På hospitalet oplever mange en form for magtesløshed, fortæller ledende overlæge på Børneafdelingen, Bent Windelborg Nielsen.
Bedst for familierne
Før var det almindeligt, at familierne kunne komme hjem, når børnene kunne spise selv og tog på
- Egentlig lå børnene de sidste uger bare og voksede. Vi tror på, at det er bedst for familierne at være sammen, og familierne har ofte større overskud til at lære barnet at amme, når de er hjemme i vante omgivelser, siger afdelingssygeplejerske Stine Rose, Neonatalafsnittet.
De familier, som vælger at tage hjem, har de sidste dage på hospitalet tæt kontakt til de sygeplejersker, som den følgende tid kommer i hjemmet. De undervises bl.a. i at læse den lilles behov. To gange om ugen får familien derefter besøg i hjemmet, og undervejs køres det træningsforløb med fokus på barnets spisning, som tidligere foregik på hospitalet.
Kan altid skifte mening
Alle undersøgelser og kontroller forløber på samme måde, som hvis barnet havde været indlagt på hospitalet.
De familier, som ønsker at være hjemme og få besøg af hospitalet, kan ringe til Neonatalafsnittet og få råd døgnet rundt, og der er i hele perioden en plads klar til dem på hospitalet, hvis de ønsker det.
Når familien er i smult vande, kontakter hospitalet kommunens sundhedspleje, og det sidste besøg fra hospitalet foregår sammen med sundhedsplejen.
Alle familier, som har fået tilbud om besøg hjemme, har sagt ja.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.