
HOVEDSTADEN: Region Hovedstaden ønsker en bedre fordeling af vagterne på regionens hospitaler, og foreslår derfor nogle nye principper, når vagtarbejdet i weekender og på helligdage fordeles, oplyser regionen.
Hvis forslaget bliver indført, vil det betyde, at en del sygeplejersker, social- og sundhedspersonale og jordemødre, som primært har dagarbejde mandag til fredag, skal have mindst 18 weekend- og helligdagsvagter om året. Det svarer til to vagter hver sjette weekend.
Når vagterne bliver fordelt på flere, vil det styrke arbejdsmiljøet for de mange, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
- Vores borgere og patienter har brug for, at der er sundhedspersonale på vagt på alle tider af døgnet hele året. En del af vores medarbejdere har mange weekendvagter, og vi vil gerne tilbyde en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. Vi ønsker et sundhedsvæsen, hvor medarbejderne trives og har lyst til at gøre livslang karriere, siger han.
Hjælp til de travleste
De medarbejdere, der i dag primært har dagvagter, udfører et vigtigt arbejde, lyder det fra regionsrådsformanden. Men der er er brug for ændringer, så dem med meget vagtarbejde på fx sengeafsnit, fødegange og akutmodtagelser får mere hjælp.
Regionens øverste MED-udvalg skal drøfte forslaget 10. maj, og på den baggrund ventes direktørerne for alle hospitalerne i regionen i løbet af maj at træffe beslutning om en bedre fordeling af vagtarbejdet.
De vedtagne ændringer vil i første omgang gælde for nyansatte og fra foråret 2024 også for allerede ansatte, oplyser regionen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.