
Når en borger bliver udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, er det kommunen, der tager over og hjælper borgeren tilbage på sporet, hvis det er nødvendigt. Det er dog ikke altid, det lykkes. I hver tredje kommune genindlægges flere patienter med akutte psykiske problemer, end man kunne forvente ud fra kommunernes patientsammensætning.
Det viser en undersøgelse fra Sundhedsdatastyrelsen. Avisen Kommunen har beregnet, hvor mange flere eller færre genindlæggelser hver kommune har i forhold til, hvad man kunne forvente.
Egedal Kommune er blandt de kommuner med højest genindlæggelsesfrekvens i forhold til patientsammensætningen. Kommunen har 41 pct. flere genindlæggelser, end man statistisk set kunne forvente.
– Det giver stof til eftertanke, at vi ligger blandt top ti i Danmark. Analysen giver anledning til, at jeg absolut skal se nærmere på det her område, siger afdelingsleder Søren Hvid Karsten fra Center for Social Service i Egedal Kommune.
Umiddelbart vurderer han, at de mange genindlæggelser kan hænge sammen med, at kommunen ikke har så mange psykiatere, hvilket gør, at lægerne i stedet bruger de psykiatriske afdelinger på sygehusene.
– Samtidig bliver folk udskrevet langt hurtigere i dag end tidligere, hvilket gør, at folk måske nemmere bliver genindlagt, forklarer han til avisen Kommunen.
Når en borger skal udskrives, gør kommunen ifølge Søren Hvid Karsten altid den psykiatriske afdeling opmærksom på, at de ønsker en udskrivningssamtale for at hjælpe borgeren bedst muligt videre – men kommunikationen med psykiatrisk afdeling fungerer ofte ikke optimalt.
– Det lykkes i en del tilfælde, men vi oplever også tit, at borgerne udskrives, uden vi får besked, lyder det fra afdelingslederen.
Samarbejde er afgørende
I kontrast til de 33 kommuner, som har flere genindlæggelser end forventet, står 60 andre kommuner, hvor antallet af genindlæggelser er færre, end man statistisk set kunne forvente ud fra patientsammensætningen.
Den kommune, som har relativt færrest genindlæggelser i forhold til forventet, er Bornholm. Her bliver 56 pct. færre genindlagt, end man kunne forvente. Med i top ti over kommuner med færre genindlæggelser end forventet er også Varde Kommune, som har 47 pct. færre genindlæggelser end forventet.
I modsætning til Egedal Kommune, hvor samarbejdet med psykiatriafdelingen i regionen ikke altid fungerer optimalt, fremhæver Varde Kommune netop det gode samarbejde med sin psykiatriafdeling som en forklaring på deres lave genindlæggelsestal.
– Psykiatrien kontakter os, når en patient skal udskrives, og så tager vi altid derhen og prøver at lave en handleplan. Det er kun et fåtal, hvor vi ikke kommer. Det er meget lettere at samarbejde med borgeren og afdelingen, når man er til stede fra start. Det giver os mulighed for at sætte de rette foranstaltninger i gang, siger socialrådgiver Keld Nyland fra Varde Kommune.
KL opfordrer kommunerne til at kigge nærmere på tallene, så de kan undgå flest mulige genindlæggelser.
– Det er et godt redskab til at kigge nærmere på forholdene i de enkelte kommuner og undersøge, hvad de højere genindlæggelsestal skyldes, siger Niels Arendt Nielsen, kontorchef i Center for Social og Sundhed i KL.
– Man skal se på, om vi har nok psykiatriske pladser i regionerne, så patienterne ikke bliver udskrevet for tidligt som i dag. Dernæst skal vi se på, om kommunerne er gode nok til at tage imod borgerne, når de kommer ud, siger han.
Abonnenter på Kommunen kan læse hele artiklen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.