Næsten fire pct. af de borgere, der får tildelt førtidspension, dør inden for det første halve år, efter de har fået tilkendt pensionen. Det fremgår af svar, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har givet på en række spørgsmål fra Alternativets beskæftigelsesordfører Torsten Gejl, skriver A4 Nu.
- Tallene viser, at systemet er blevet strammet så meget, at de mest syge i vores samfund bliver udsat for en meget uværdig behandling, siger Torsten Gejl til A4 Nu.
Helt præcist dør 3,8 pct. inden for det første halve år, efter de er blevet tilkendt førtidspension. Før reformen i 2013 var andelen på 2,4 pct. Det svarer til en stigning på over 50 pct., og det skyldes, at det efter reformen er blevet langt sværere at få tildelt førtidspension.
Syge borgere skal samtidig vente i længere tid på førtidspension end tidligere, fordi de nu som regel skal igennem et eller flere ressourceforløb for at klarlægge arbejdsevnen, forklarer lektor Iben Nørup fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
- Det betyder, at de der modtager førtidspension, alt andet lige er meget mere syge, end gruppen var tidligere. Dermed er der også nogle i systemet, som er tættere på at dø af deres sygdom, siger Iben Nørup.
Hun har forsket i vilkårene for syge og udsatte danskere i beskæftigelsessystemet. Forskeren hæfter sig ved, at overdødeligheden er meget høj for mennesker i alle de grupper, der er spurgt til - blandt andet folk på ressourceforløb, i jobafklaringsforløb og for kontanthjælpsmodtagere.
- Man kan ikke konkludere, at det er systemerne eller ydelserne der gør, at folk dør. Men man kan godt diskutere, hvor grænsen går for, hvem det giver mening at lave en beskæftigelsesindsats for. Er det rimeligt eller problematisk, at de her mennesker ikke har fået førtidspension noget før? siger Iben Nørup.
Torsten Gejl frygter, at førtidspensionsreformen har været skyld i, at der er alvorligt syge danskere, som fejlagtigt sidder fast i jobsøgnings-forløb.
- Ud fra tallene frygter jeg, at der er terminalt syge i hundredvis eller tusindvis i beskæftigelsessystemet, som ikke burde være der. Når man er døende, bør man være hos sin familie, og ikke få afprøvet sin arbejdsevne.
A4 Nu har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra ministeren.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.