SVENDBORG: Svendborgprojektet, der indebærer markant mere idræt til skolebørn, er kendt som verdens største forskningsstudie af sin art. Det bliver nu endnu større, når det til august udvides med de 0-5 årige i dagtilbud, oplyser kommunen. Syddansk Universitet har modtaget 9,35 mio. kr. til forskningen i projektet, hvor Trygfonden støtter med 8,5 mio. kr. og Kiropraktorfonden med 850.000 kr.
Projektet består i forvejen af idrætsskoler og forskning. Her har forskerne undersøgt effekten af fire ekstra lektioners idræt om ugen blandt skolebørn. Og de ekstra lektioners idræt giver markante sundhedsmæssige effekter i forhold til f.eks. livsstilssygdomme, knoglesundhed og rygproblemer. Samtidig øger den fysiske aktivitet i timerne børnenes indlæring, ligesom skolerne oplever mere ro i timerne, øget trivsel og færre konflikter i skolegården.
Projektet skal sætte endnu mere fokus på krop og bevægelse i kommunens dagtilbud. Samtidig skal kompetenceudviklingen klæde medarbejderne på til at bruge kroppen som et pædagogisk redskab i hverdagen.
Det er forhåbninger som disse, forskningen skal undersøge. Forskerne kommer blandt andet til at se nærmere på børnenes motoriske færdigheder og sammenhængen mellem de motoriske færdigheder og f.eks. muskel- og skeletsygdomme, overvægt, trivsel, sproglig udvikling og det man kalder de eksekutive funktioner, som er relateret til børnenes indlæring.
Sammen med medarbejdere, ledere og fysioterapeuter er der udarbejdet et koncept for, hvordan dagtilbuddene kan blive GazelleDagplejere og GazelleBørnehuse og dermed arbejde med fysisk aktivitet i hverdagen. Konceptet indeholder fem 'Gazellehop', der handler om mængden af fysisk aktivitet, men mest af alt om kvaliteten. Der er fokus på stor variation i aktiviteterne, på udeliv og på indretningen af de fysiske rammer, så børnene opfordres og motiveres til bevægelse.
Gazellehoppene er i tråd med Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger for fysisk aktivitet for de 0-4 årige børn.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.