SJÆLLAND: Endnu en ledende overlæge fra et af Region Hovedstadens hospitaler er gået i protest mod it-systemet Sundhedsplatformen, skriver Politiken.
- Jeg har ikke lyst til at arbejde et sted, hvor jeg skal vælge mellem at presse mit personale eller acceptere, at patienterne kommer i klemme, fordi vi arbejder med et dårligt og ineffektivt
system. Det er utilfredsstillende, at man ikke kan levere den kvalitet, man gerne vil, siger ledende overlæge Mark Ainsworth fra Herlev Hospital.
Han forklarer, at han efter Sundhedsplatformens implementering har været nødsaget til at give lægerne på afdelingen ekstra tid i ambulatoriet, for at de kan tilse patienterne ordentligt.
- Det betyder så desværre bare, at den enkelte læge ser færre patienter om dagen end tidligere. Når det sker, falder produktiviteten, og det vil medføre endnu et krav om besparelser, som vil gå ud over personalet og patienterne. Den sparerunde vil jeg ikke være med i, siger han.
Det er ikke første gang, en overlæge smider kitlen i vrede over Sundhedsplatformen. I februar opsagde overlæge for kompliceret aortakirurgi Ulf Helgstrand sit job på Rigshospitalet.
Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra ansvarlige politikere i Region Hovedstaden, men regionens HR-direktør Martin Magelund Rasmussen, siger at man 'tager sagerne alvorligt og lytter til kritikken.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.