dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Foto: Colourbox

Efter mega-sparerunde igen midtjysk overskud

Region Midtjylland har 2011-overskud på 337 mio. kr. efter flere trange år.

MIDTJYLLAND: Region Midtjyllands årsrapport for 2011 viser et samlet overskud på 337 mio. kr. Overskuddet kommer efter flere økonomisk set trange år. I 2011 blev der fx gennemført besparelser for 513 mio. kr., oplyser regionen.

- Det er imponerende, at det har ladet sig gøre at vende en truende økonomisk situation på få år, og jeg har kun ros til overs for de ansatte, som har ydet en imponerende indsats, siger fungerende regionsrådsformand Bente Nielsen (SF).

- Overskuddet er velkomment. Også selv om det ikke er voldsomt stort, set i forhold til et samlet budget på 25 mia. kr. Vi har god brug for at få afbetalt gæld, lige som vores kassebeholdning ikke er prangende, siger Bente Nielsen.

I årsrapporten kan man se, at der fra 2010 til 2011 er blevet 612 færre medarbejdere i Region Midtjylland. Det svarer til et fald på 2,2 pct., så der nu er 26.600 ansatte inden for sundhed, social og specialundervisning, regional udvikling, administration og andre fælles formål.

Tilfredse patienter og medarbejdere
Blandt de gode nyheder anno 2011 er tilfredsheden blandt Region Midtjyllands patienter og medarbejdere. For tredje år i træk er tilfredsheden, blandt de midtjyske patienter, landets højeste.

I en anden undersøgelse giver Region Midtjyllands medarbejdere udtryk for, at de opfatter deres arbejdsplads som landets bedste. En fornem vurdering som Region Midtjylland deler med Region Nordjylland.

Mindre vikarudgifter
Region Midtjylland oprettede i 2009 egne interne vikarbureauer på sundhedsområdet. Formålet var at sikre vikarpersonale, som kender de enkelte hospitaler og samtidig spare på udgifterne til eksterne vikarer. Det har vist sig at være en rigtig god ide: Fra 2010 til 2011 er vikarudgifterne på regionens hospitaler faldet med i alt ca. 54 mio. kr.

2011 var året, hvor samarbejdet mellem psykiatrien i Region Midtjylland, politiet, de kommunale sociale myndigheder og Kriminalforsorgen for alvor tog fart. Mange sager fandt vej til det ubureaukratiske netværk, der har til formål at finde gode og hurtige løsninger i vanskelige, konkrete borgersager. Samarbejdet behandler sager, hvor borgeren ikke entydigt hører til hos en af parterne.

 


Flere tal på aktivitet
o På regionens egne somatiske hospitaler er der blevet behandlet godt 3 % flere borgere end året før - både fra Region Midtjylland og andre regioner.
o De somatiske hospitaler præsterede i 2011 at yde 1.653.195 ambulante behandlinger og 260.030 patienter blev udskrevet.
o Borgerne har modtaget mere end 16.107.000 ydelser fra de almene læger, 2.108.000 ydelser fra speciallæger og næsten 4.821.000 ydelser hos fysioterapeuter.
o Det samlede antal sengedage på de psykiatriske sengeafdelinger var i 2011 på i alt 169.187 sengedage. Samlet svarer det til en belægning på gennemsnitlig 90,4 pct. af de normerede 513 sengepladser i Psykiatrien.
o I 2011 har der været en lille stigning i udnyttelsen af de regionale sociale tilbud og et fald i anvendelsen af aktivitetstilbud. Belægningsprocenten for de forskellige former for bo- og døgntilbud har været 101 pct.. Belægningsprocenten for aktivitetstilbud m.v. har været 96 pct.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/efter-mega-sparerunde-igen-midtjysk-overskud

GDPR