
MIDTJYLLAND: Allerede for flere år siden kunne den 49-årige psykiater, der mandag ved Retten i Aarhus blev dømt for seksuelt misbrug af en patient, være blevet stoppet. Men et hul i loven gjorde det muligt for ham at fortsætte med at krænke kvindelige patienter. Det siger Dansk Psykoterapeutforening til DR Østjylland.
Allerede i 2001 ekskluderede Dansk Psykoterapeutforening psykiateren, fordi han havde krænket en kvindelig patient. Foreningen advarede Sundhedsstyrelsen om psykiateren, men styrelsen gjorde ikke mere ved sagen, fordi manden dengang arbejdede som psykoterapeut og ikke som psykiater.
Dansk Psykoterapeutforenings medlemmer er nemlig uddannet på private institutter, som er evaluerede og godkendte, men de har ikke nogen offentlig autorisation. Derfor blev eksklusionen ikke offentliggjort på Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor man behandler klager over behandlingen i sundhedssystemet. Et hul i loven, der skal ændres, siger formanden for Dansk Psykoterapeutforening, Pia Jeppesen.
- Det er simpelthen for at sikre større gennemsigtighed, hvis en af vores psykoterapeuter eller en anden bliver ekskluderet, siger hun til DR Østjylland.
For tiden behandler partierne i folketinget en lov om autorisation for sundhedspersonale, og sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) er enig med psykoterapeuterne.
- Når man arbejder med mennesker, bør man jo kunne stå i det register, så det er synligt, uanset hvor man arbejder, siger hun.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.