HOVEDSTADEN / FOLKETINGET: Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil kigge små, private ambulancetjenester efter i sømmene, efter en rapport fra Sundhedsstyrelsen fastslår, at ambulancetjenesten Ignis et Aqua fra Vallensbæk, handlede i strid med reglerne, da en travkusk faldt om på Charlottenlund Travbane i sommer og efterfølgende døde i ambulancen på vej til hospitalet. Det skriver DR København.
Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport fulgte ambulancetjenesten ikke reglerne under behandlingen. De ringede nemlig ikke 112, sådan som reglerne foreskriver. De valgte i stedet at tage sagen i egen hånd, hvilket er imod retningslinjerne. Desuden kørte Ignis et Aqua ikke til det nærmeste hospital i Gentofte, men valgte i stedet at tage den længere tur til Herlev Hospital.
På baggrund af rapporten skal små, private ambulancetjenester nu kigges efter i sømmene, siger sundhedsminister Nick Hækkerup til DR København:
- Hvis man skal køre ambulance i Danmark, så skal der være styr på tingene. Der skal ikke være en falsk tryghed om, ambulancen er god nok. Jeg kommer til at lave reglerne om, så vi kommer til at sætte de samme høje krav til alle.
Sundhedsstyrelsen øger fokus
Også i Sundhedsstyrelsen vil man stramme fokus over for de små, private ambulancetjenester. Det siger Henrik Kristensen, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen og peger på, at de små, private ambulancetjenester kan være problematiske.
- Det er svært for almindelige mennesker at se forskel på, om en ambulance kommer fra det offentlige system, eller om det er en privat ambulance. Sådan en sag giver os overvejelser om, om vi selv vil lave en mere fokuseret indsats om for den slags små firmaer her.
Ambulancetjenesten Ignis et Aqua vil ikke kommentere på Sundhedsstyrelsens kritik. De skriver dog i en mail, at rapporten indeholder faktuelle fejl.
I rapporten står der, at ambulancetjenesten kørte til Herlev Hospital med travkusken i stedet for Gentofte Hospital, som ligger tættere på travbanen. Hos Ignis et Aqua afviser man dog, at man hellere skulle have kørt til Gentofte Hospital og påpeger, at turen til Herlev Hospital tog otte minutter.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.