
Dansk Folkeparti fastholder sit 'pejlemærke' på 0,8 pct. årlig offentlig vækst, når der skal forhandles 2025-udspil, sagde partiets gruppeformand Peter Skaarup, da DF holdt pressemøde efter sit sommergruppemøde. Pengene skal især bruges på tre områder: sundhed, ældre og politi, sagde han.
På ældreområdet varslede Peter Skaarup et eftersyn af kommuner, der på trods af øremærkede bevillinger til ældreområdet bruger færre penge end tidligere. Han henviste til en opgørelse fra Ældre Sagen, ifølge hvilken der skulle være 29 kommuner der gør sådan. Beskeden til de 29 var, at Dansk Folkeparti vil 'dykke ned' i dette.
På sundhedsområdet varsler DF et udspil vedrørende tandlægebehandling, hvor partiet har registeret et behov særligt for ældre og helt unge, der hidtil har være under kommunal børnetandpleje. Dansk Folkeparti mener, at der på langt sigt er penge at spare ved at tage problemerne i opløbet.
Hvad angår den tredje af partiets hovedprioriteter, politiet, foreslår Dansk Folkeparti konkret, at Syd- og Sønderjyllands Politikreds skal vokse målt på mandskab. Et ønske der hænger direkte sammen med DF's ikke-økonomiske topprioritet, at 'genvinde kontrollen' over indvandringen, som partiformand Kristian Thulesen Dahl udtrykte det.
Fem punkter på udlændingepolitikken
Her er delpunkterne at 1. grænsekontrollen skal gøres permanent og udbygges, at 2. der skal ske straksbehandling af asylansøgninger ved grænsen, således at asylansøgere som hovedregel slet ikke kommer ind i landet men henvises til at søge asyl i Tyskland eller et andet sikkert land, som de har passeret inde de nåede til den danske grænse.
Desuden skal der 3. laves repatrieringsplaner for flygtninge i stedet for integrationsplaner, dvs. flygtninge skal sættes i stand til at vende hjem frem for at blive, og 4. retten til at optjene dagpenge skal fjernes for folk, der er på midlertidigt ophold - dette for at understrege midlertidigheden.
Det femte og sidste delpunkt er en frigørelse fra de bindinger til internationale konventioner, som dels forhindrer hjemsendelse af kriminelle, dels påtvinger Danmark familiesammenføringer og dels kræver at også statsløse som PET vurderer som en sikkerhedsrisiko har krav på dansk statsborgerskab.
- Står juraen ikke i vejen for det? spurgte Kristian Thulesen Dahl retorisk og svarede selv:
- Vi er politikere. Det er os der laver juraen.
Langt mindre klar i mælet var han på flere spørgsmål om DF's holdning til topskattelettelser, men han lod dog tydeligt forstå, at udlændingepolitikken overskygger alt andet, og at Dansk Folkeparti har som arbejdsmetode at 'give køb på noget vi ikke bryder os om for at få noget vi gerne vil have'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.