
Det vil i hvert fald tage et år at nedbringe ventelisten på 100.000 patienter, der venter på en operation for eksempelvis synet eller et knæ. Det forventer regeringen, der præsenterer en ny aftale fredag formiddag sammen med regionerne.
- Vores ambition er, at vi skal have denne pukkel væk i løbet af 2022. Vi ved, at der stadig er meget pres på sygehusene. Fra statens side betaler vi den regning, det kommer til at koste. Opgaven er for vigtig til at lade os definere af et prisloft, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S), om finansieringen, der skal findes i cororna-"krigskassen".
Pengene skal bl.a. dække merarbejdsbetaling for ekstraaktiviteter og afvikling af aktiviteter på private sygehuse. Et samarbejde med Sundhed Danmark om at gøre mest mulig brug af den private kapacitet vil også blive etableret ud fra et hensyn om ikke at udhule bemandingen på de offentlige sygehuse yderligere.
Ingen nem opgave for regionerne
Fremover vil Sundhedsministeren, regionsformændene og Danske Regioner løbende drøfte status på afviklingen af behandlingsefterslæbet - bl.a. med udgangspunkt i en skriftlig status hvert kvartal fra regionerne.
Her vil behandlingen af patienter med blandt andet kræft og hjerteproblemer også blive fulgt, og der nedsættes en taskforce, som vil drøfte status hver måned. Formand for Danske Regioner Stepanie Lose (V) siger:
- Det kommer til at tage tid det her. Det kommer i hvert fald til at tage 2022. Vi vil gerne afvikle ventelisterne så hurtigt som muligt, men der kan også være områder, der er så presset af patienter, der venter, så det kan trække længere ud. Men det bliver bestemt ikke nogen nem opgave. På hospitalerne er man mange steder underdrejet af flere års corona-pres, træthed efter sygeplejerskestrejke og stor smittespredning blandt medarbejderne. Derfor er det også afgørende for mig og for regionerne, at medarbejderne kan se sig selv i det, der skal ske, herunder i vilkårene for at bidrage til at nedbringe ventelisterne.
Det vil koste
Politikerne på Christiansborg er klar over, at afviklingen af behandlingsefterslæbet vil koste. Venstre vil afsætte en milliard kroner, både regeringen og sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Syddansk Universitet, forventer, at det vil koste mere. I følger ham var der i alt to millioner operationer i Danmark i 2018.
I slutningen af sidste år afsatte et flertal i Folketinget en milliard kroner i en ekstraordinær vinterpakke. Beløbet skulle bidrage til at fastholde sundhedspersonale og styrke aktiviteten på landets sygehuse.
Regeringen kommer med et længe ventet sundhedsudspil her i første kvartal af i år.
Ritzau / cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.